Nævnet meddelte i maj 2026 opholdstilladelse (K-status) til kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2025 idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [by], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia fortsat frygter, at hendes [familiemedlem A] vil slå hende ihjel, idet hun giftede sig mod [familiemedlem A’s] vilje, idet hendes [familiemedlem A] ikke ville acceptere ægteskabet på grund af hendes ægtefælles klantilhørsforhold. Klageren har videre oplyst, at hun ikke har kontakt til sin ægtefælle, der formodes at opholde sig i [afrikansk land], og derfor gerne vil skilles. Klagerens advokat har principalt gjort gældende, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, efter nuværende praksis om enlige kvinder fra Somalia. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2025 ikke giver grundlag for på nuværende tidspunkt at så tvivl om rigtigheden af hendes hidtidige asylgrundlag, som Udlændingestyrelsen lagde til grund ved meddelelsen af opholdstilladelsen i [efteråret] 2015, der som anført ovenfor efterfølgende er blevet forlænget, senest i 2023. Flygtningenævnet finder således, at der ikke foreligger divergenser mellem hendes forklaring til Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 og hendes forklaring til Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2025 i et sådant omfang, at det må antages, at førstnævnte forklaring var urigtig. Flygtningenævnet kan derfor lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring om, at konflikten med [familiemedlem A] fortsat består uanset den forløbne tid, og at hendes ægtefælle opholder sig udenfor Somalia. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være at betragte som en enlig kvinde uden et mandligt netværk, og at hun i så fald måtte antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Somalia, jf. udlændingelovens § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001) bl.a., at der ”skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, …, bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.” Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Der skal således i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Såfremt dette er tilfældet, skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet. Er dette også tilfældet, skal der sluttelig foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved vurderingen af, om klageren ved ankedommen [fra sommeren] 2025 er dømt for en særlig farlig forbrydelse, skal der efter Flygtningenævnets praksis bl.a. lægges vægt på: Forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentielt farlig forbrydelsen har været, forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen, og de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at det forhold, som klageren er dømt for, ikke kan anses for at udgøre en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnets flertal lægger herved bl.a. vægt på, at selvom klageren er dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, til dels under anvendelse af [redskab] og i forening med [et antal] andre, blev den forurettede alene påført ganske begrænsede, forbigående skader, og f.eks. er der ikke rejst tiltale tillige for overtrædelse af den skærpede bestemmelse i straffelovens § 246, og straffen blev alene udmålt til fængsel i tre måneder. Det fremgår endvidere af dommen, at den forurettede har forklaret, at [vedkommende] ikke mente, at overfaldet var planlagt på forhånd. Alle Flygtningenævnets tre medlemmer finder endvidere, at klageren ikke kan anses for en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at klageren ikke tidligere er straffet under sit ophold i Danmark siden [efteråret] 2014, og at klageren heller ikke efter det pågældende forhold, der blev begået for ca. [2-4] år siden, har begået yderligere kriminalitet. Dommen giver herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2026/8/AALK
