Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 266, og § 245, stk. 1, samt våbenlovens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Etiopien. Klageren er etnisk somali fra [klannavn]-klanen og muslim fra [by], [region], Etiopien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil blive slået ihjel eller fængslet af de etiopiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun og hendes ægtefælle i 2015 blev tilbageholdt på en politistation under anklage for at have været medlem af Ogaden National Liberation Front (ONLF). Klageren undslap tilbageholdelsen på politistationen ved at bestikke en fængselsbetjent, som fortalte hende, at han ville slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Etiopien. Klageren har endvidere oplyst, at hendes mor er blevet opsøgt og tilbageholdt af de etiopiske myndigheder, efter klageren er udrejst af Etiopien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Klageren blev [i vinteren 2014/2015] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution for afgørelsen, at klageren som sit asylmotiv havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygtede at blive dræbt af Liyu Police. Hun havde forklaret uden divergenser fra OM-samtalen og forklaringen fremstod troværdig. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forklaring for Udlændingestyrelsen [i sommeren 2025] eller for Flygtningenævnet kan medføre, at klageren ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Etiopien, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Oplysningerne om klagerens psykiske tilstand skal inddrages i vurderingen, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57, eller princippet i disse domme. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsrettens] ankedom [fra sommeren 2025] idømt 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266 og § 245, stk. 1. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid der er forløbet, siden den særligt farlige forbrydelse blev begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Henset til karakteren af den kriminalitet, som klageren har begået, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om klageren, finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren er dømt for overtrædelse af straffelovens § 266 ved to gange med cirka en times mellemrum at have truet en mand samt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved at have opsøgt manden og i forening med to andre medgerningsmænd at have slået manden flere gange med [en genstand], hvorved hun bl.a. ramte ham i hovedet og flere gange på arme og hænder, hvorved han pådrog sig en syningskrævende flænge i hovedet. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015] som [22-27 årig]. Hun har ikke familie i Danmark. Hun har, siden hun kom til Danmark, arbejdet på plejehjem, på restaurant og ved [virksomhed]. Hun kan tale noget dansk samt læse og skrive lidt dansk. Hun har [et nærtstående familiemedlem] i [land]. Det fremgår af [landsrettens] ankedom [fra sommeren 2025], at klageren om sine personlige forhold forklarede, at det ikke er rigtigt, at hun ikke har en dansk omgangskreds. Hun har venner både på og uden for sit arbejde. De ses og drikker kaffe m.v. Nogle gange besøger de hinanden. Hun taler 80 eller 90 % dansk. Da hun kom til Danmark, begyndte hun at gå i skole og arbejdede samtidigt. Hun har aldrig modtaget kontanthjælp, og hun har klaret sig selv. [Landsretten] anførte, at klagerens tilknytning til det danske samfund ikke er markant, men at hendes tilknytning og relationer til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset og havde uddannet sig, fortsat er stærk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etio/2026/2/CLU
