Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl, samt trukket sin afgørelse tilbage, i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren aldrig har fået realitetsbehandlet sin asylsag i Sverige grundet en fejl i ansøgningen om asyl. DRC Dansk Flygtningehjælp har desuden henvist til, at klageren har en forlovet i Danmark, som han har været sammen med i [0-5 år], samt at klagerens liv er i fare i Sverige, eftersom han er eftersøgt af en magtfuld bande. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig henvist til, at klageren frygter at blive udsendt til [land i Sydasien] af de svenske myndigheder uden at få sin asylsag behandlet.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen.
I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen.
Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse.
Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har konflikter med en svensk bandegruppering, kan ikke føre til, at ansøgerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke har nogle konflikter med privatpersoner eller grupperinger i Sverige. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren må søge de svenske myndigheders beskyttelse, såfremt han måtte opleve konflikter med privatpersoner eller grupperinger i Sverige, eftersom de svenske myndigheder må anses for både at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse.
Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens frygt for refoulement ved udsendelse til [land i Sydasien]af de svenske myndigheder kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige som tidligere anført har accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige således også har ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige ikke lever op til disse internationale forpligtelser.
DRC Dansk Flygtningehjælp har ligeledes anført, at klageren ved en fejl søgte om asyl i Sverige i 2022, og at han som følge af dette trak sin asylansøgning tilbage. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere oplyst, at klageren efter samtalen med DRC Dansk Flygtningehjælp [i foråret] 2026 har talt med sin advokat, som har oplyst klageren om, at han ikke vil kunne få sin asylsag behandlet i Sverige, og at han derfor står overfor umiddelbar udsendelse til [land i Sydasien] af de svenske myndigheder. Klageren har hertil bemærket, at han frygter at blive udsendt af de svenske myndigheder uden at få behandlet sin asylsag. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren kan henvises til at få sin asylsag behandlet i Sverige.
DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig henvist til, at klagerens forlovede er dansk statsborger og bosiddende i Danmark, og at klagerens asylansøgning som følge af dette bør behandles i Danmark. Da klagerens forlovedes ophold i Danmark ikke beror på, at hun har opnået beskyttelse i Danmark, men derimod på at hun har dansk statsborgerskab, har Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, ikke betydning for så vidt angår ansvarsfastlæggelsen efter forordningen i klagerens sag.
Spørgsmålet er herefter, om klagerens sag bør behandles her i landet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i forordningen. Efter nævnets praksis forudsætter dette, at der foreligger ganske særlige grunde til at fravige hovedprincipperne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og hans forlovede kun har haft et begrænset samliv, ikke på noget tidspunkt har haft et fast samliv, samt at klageren har oplyst, at han kun har besøgt sin forlovede på ferier i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af blandt andet reglerne om familiesammenføring.
Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.
Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1.
På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver/2026/14/SRWM
