Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Portugal i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde indgivet en ansøgning om asyl i Portugal. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens konflikter med privatpersoner i Portugal samt til de generelle forhold for asylansøgere i Portugal. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Portugal og herefter er udrejst af Portugal, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Portugal er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Portugal dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Portugal [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Portugal i 2019 oplevede problemer med personer fra [land i Afrika], samt at der generelt var omfattende problemer med narkohandel og aggressive overfald fra disse personer, herunder at klageren selv har oplevet at blive slået i hovedet, da han var på vej hjem fra arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hertil bemærkes det, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2025/2026] har oplyst, at han ikke har anmeldt den pågældende episode til politiet i Portugal. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de relevante portugisiske myndigheder, herunder politiet, der må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har henvendt sig på et hospital i Portugal vedrørende sine eftervirkninger af det oplyste overfald uden at modtage den fornødne hjælp, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan i den forbindelse henvise klageren til på ny at rette henvendelse til de relevante sundhedsmyndigheder i Portugal, hvor han må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Portugal kan underrette de portugisiske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Portugal ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Portugal, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I denne vurdering er indgået AIDA’s Country Report: ”Portugal, Update on 2024”, udgivet september 2025, vedrørende asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Portugal. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Portugal ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren og indkvartering. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Portugal, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet bemærker videre, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Portugal må således også antages at have evnen og viljen til at sikre, at klageren ved en overførsel til landet ikke vil stå uden indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Port/2026/1/MSI
