Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til mangelfuld adgang til sundhedsbehandling og sociale ydelser samt til frygt for hjemløshed. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved tilbagevenden til Polen frygter hjemløshed samt manglende adgang til sociale ydelser og sundhedsydelser, herunder det af klageren oplyste om, at han grundet sin store gæld til det offentlige er blevet udelukket fra den sociale forsikring i Polen og dermed ikke længere kan få sociale ydelser, sundhedsydelser osv., samt at han lider af stærk depression, PTSD og den [fysisk sygdom], kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark. Det forhold, at klageren har stiftet gæld til ZUS (der er den polske statslige institution for social sikring), og derved er udelukket fra den offentlige helbredssikring, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herom, at det fremgår af AIDA Country report update for 2024: Poland, udgivet i juli 2025, side 148: ”The right to healthcare is a constitutional right, applicable to third-country nationals as well as to citizens”. Det bemærkes hertil, at klageren, uanset om han er helbredssikret eller ej, vil have adgang til nødvendig sundhedsbehandling, om end udgifterne til behandlingen ikke dækkes af den offentlige sundhedssikring. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det af samme rapport fremgår, at der i Polen blandt andet er udfordringer med relativt lange ventetider og høje medicinpriser, samt at de største udfordringer i forhold til at få adgang til sundhedsbehandling er sprog- og kulturbarrierer. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for antage, at klageren som følge heraf er afskåret fra at modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han i forbindelse med Oplysnings- og Motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2025/2026] har forklaret, at han ikke havde adgang til lægehjælp i Polen, fordi han ikke havde råd til sygeforsikring, men at det fremgår af den af DRC Dansk Flygtningehjælp fremlagte udskrift af klagerens sundhedsjournal, at klageren har oplyst, at han har modtaget sundhedsbehandling for sin diagnose, [fysisk sygdom], i Polen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af den nævnte AIDA-rapport fremgår: ”Other challenges are similar to the challenges Polish nationals face as well: long waiting times to have an appointment with a specialist, costly private medical services and expensive medicines.” jf. side 148, og: ”Some recurring issues also include - despite the abovementioned language and cultural barrier – differences in approach to medical procedures in the country of origin and in the host country.”, jf. side 149. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse af ovenstående, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold. For så vidt angår det af klageren påberåbte om, at han ved en tilbagevenden til Polen frygter hjemløshed, bemærkes, at Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder i sine ”Concluding observations on the seventh periodic report of Poland” af 27. september 2024 har udtrykt bekymring omkring boligmangel og risiko for hjemløshed i Polen: ”The Committee is also concerned about reports of a deficit of affordable homes, that a significant percentage of the population lives in substandard conditions as well as in overcrowded conditions, and that particularly refugees are at risk of exploitative practices by landlords, as well as at risk of homelessness”. Nævnet er videre opmærksom på, at det fremgår af side 21 i rapporten ”Asylum in Europe - the situation of applicants for international protection in 2024” udgivet af ECRE den 18. september 2025, at der på trods af en vis positiv udvikling i 2024 fortsat ses udfordringer i form af global boligmangel, besværlige administrative procedurer, restriktive politikker og utilstrækkelige støtteforanstaltninger i næsten alle AIDA-lande. Det fremgår af referat fra klagerens Oplysnings- og Motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2025/2026], at klageren har forklaret, at han ikke havde et sted at sove i to dage inden sin udrejse til Danmark, og at han derfor sov i sin bil. Det fremgår af sagen i øvrigt, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han – da han blev Dublinoverført til Polen fra [Dublin-medlemsstat] landede i lufthavnen, hvor han blev boende i 6 dage, da han ikke havde andre steder at tage ophold. Efter 6 dage blev han smidt ud af lufthavnen og sov nogle nætter i moskeer indtil der var en person, der gav ham penge til at leje en bil, og at han sov i bilen i en måned. Han forklarede i samme anledning til DRC Dansk Flygtningehjælp, at han ikke fik nogen hjælp fra myndighederne, selvom han har en opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at der på trods af de i baggrundsoplysningerne beskrevne udfordringer med boligmangel ikke er væsentlige grunde til at tro, at klageren ved overførsel til Polen vil blive hensat i en situation, hvor han risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU´s Charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder heller ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Polen ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren. Det bemærkes desuden, at det fremgår af AIDA Country report update for 2024: Poland, udgivet i juli 2025, side 62, at nogle asylansøgere i Polen, der allerede har en opholdstilladelse i landet, ikke er berettiget til materielle modtageforhold under asylsagsbehandlingen. Det fremgår videre heraf, at blandt andre tredjelandsstatsborgere med tidsubegrænset opholdstilladelse, opholdstilladelse med lang varighed og i nogle tilfælde midlertidig opholdstilladelse, dog har ret til at modtage statslige sociale ydelser. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der således ikke er grund til at antage, at klageren – hvis han vil søge asyl i Polen – vil opleve sådanne vanskeligheder ved det, at han reelt vil være afskåret fra at få adgang til asylproceduren, herunder til nødvendig sundhedsbehandling og anden social bistand. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2026/2/lafal
