Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien, herunder risikoen for frihedsberøvelse samt manglende indkvartering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2023/2024] er blevet registreret som asylsøger i Belgien, og at han er udrejst af Belgien, efter at han har fået afslag på afslag i 1. instans. Klageren har ikke påklaget dette afslag. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Belgien har i overensstemmelse hermed [i efteråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ved en overførsel til Belgien vil blive anset for ”subsequent applicant”, hvorom anføres følgende i pkt. E (s. 102 f) i AIDA, Country Report Belgium, juni 2025: ”The Immigration Office is also competent for registering subsequent applications i.e. the asylum applicant’s declaration on new elements and the reasons why they could not invoke them earlier, and transmit the claim ‘without delay’ to the CGRS. After the application is transmitted, the CGRS first decides on the Admissibility of the claim by determining whether there are new elements which significantly add to the likelihood of the applicant qualifies as a beneficiary of international protection. The claim is deemed admissible because the previous application was terminated based on implicit withdrawal. The CGRS should take this decision within 10 working days after receiving the application from the Immigration Office. If the person is in detention, this decision should be taken within 2 working days. If the CGRS declares the application admissible, it examines the merits under the Accelerated Procedure. The final decision should be made within 15 working days. Generally, this delay is not respected. The CGRS indicates it cannot decide within this strict legal deadline but stresses that treating subsequent applications is a priority. If the subsequent application is dismissed as inadmissible, the CGRS should determine whether the applicant's removal would lead to direct or indirect refoulement. Recent case law of the CALL concerning Afghan applicants confirmed this. An appeal to the CALL against an inadmissibility decision should be made within 10 days, or 5 days when the applicant is in detention. The appeal has an automatic suspensive effect, except where: a. The CGRS deems that there is no risk of direct or indirect refoulement; and b. The application is either (i) a second application within one year from the final decision on the previous application and made from detention or (ii) a third or further application. Legal assistance is arranged in exactly the same way as concerning first asylum applications. However, in practice, some asylum applicants or lawyers have experienced difficulties obtaining ‘Pro-Deo’ assignments because they are generally not accommodated in a reception centre, which makes the proof of their lack of income more burdensome … . An applicant does not have a right to remain on the territory even before the CGRS pronounces itself on admissibility in cases where: a. The application is a third application; and b. The applicant remains without interruption in detention since their second application; and c. The CGRS has decided in the previous procedure concerning the second application that removal would not amount to direct or indirect refoulement. In principle, all applicants for international protection, including subsequent applicants, have the right to access reception conditions during the examination of their case. However, the Reception Act allows the possibility to refuse reception to subsequent applicants until their asylum application is deemed admissible by the CGRS. Although the Reception Act explicitly states that decisions which limit or withdraw the right to reception should be in line with the principle of proportionality, individually motivated and based on the particular situation of the person concerned, Fedasil almost systematically refuses to assign a reception place to subsequent applicants until their asylum application is declared admissible by the CGRS (see Right to reception: subsequent applications). A total of 6,469 applicants lodged subsequent applications in 2024: …” Herudover anføres det i pkt. A.1.2. (s. 125 f) om Right to Reception: Subsequent Applications: “The Reception Act provides the possibility for Fedasil to refuse reception to asylum applicants who lodge a second or further subsequent asylum application, until their asylum application is deemed admissible by the CGRS. Between the moment of the subsequent application and the admissibility decision by the CGRS, asylum applicants who are refused reception nevertheless have the right to medical assistance from Fedasil and to free legal representation. Once the CGRS has deemed the application admissible, the right to access reception is reactivated. Asylum applicants must then present themselves to the Dispatching service at Fedasil’s arrival centre to be allocated a reception place. If the asylum applicant has not obtained reception from Fedasil during the first stage of the procedure and the CGRS declares the subsequent asylum application inadmissible, they will not be entitled to reception during the appeal with the CALL. If, after a final negative decision in the asylum procedure, a request for a prolongation of reception … was pending or granted and the person lodges a second or further subsequent asylum application, the Dispatching service of Fedasil will take a new decision regarding access to reception conditions in the new procedure. If it decides to refuse reception, the previously pending or granted prolongation is withdrawn. The right to reception is thus linked to the most recent asylum procedure. Article 4 of the Reception Act is aligned with the recast Reception Conditions Directive and explicitly states that decisions which limit or withdraw the right to reception should be in line with the principle of proportionality, individually motivated and based on the individual situation of the person concerned, especially in the case vulnerable persons. Health care and a dignified standard of living should be always ensured. According to the Constitutional Court, the decision to refuse reception in such cases can only be taken in cases of abuse of the asylum procedure, e.g. when the person applies for asylum for the sole purpose of extending the right to reception. In practice, however, Fedasil almost systematically refuses to assign a reception place to subsequent applicants until their asylum application is declared admissible by the CGRS, mostly through standardised refusal decisions. On multiple occasions, labour tribunals have ordered Fedasil to motivate such decisions individually and consider all case elements. In certain cases, subsequent applicants obtained reception after challenging such decisions before the courts. This means that the access to the right to reception in these cases often depends on whether the applicant is supported by an experienced lawyer. The Federal Mediator has received many complaints about this issue in the last years, including from families with minor children, having been refused reception after lodging a subsequent application for international protection. In several cases, Fedasil has reviewed its decision after intervention by the Federal Mediator and has granted the applicants reception.” Det hedder videre i samme publikation pkt. A.1.3. (s. 128) om Dublin returnees: ”Depending on the situation of their procedure in Belgium at the moment they left Belgium, asylum applicants sent back to Belgium following a Dublin procedure in another country can be considered subsequent applicants …In such a case, they mostly only get shelter after their asylum application is taken into consideration by the CGRS … . Applicants who are not considered subsequent applicants suffer the consequences of the ongoing reception crisis, in the context of which they are often deprived of shelter for several months before receiving access to the reception network … .” Det må på baggrund heraf lægges til grund, at afviste asylansøgeres ret til indkvartering i Belgien i praksis er ophørt efter et afslag på asyl, men at retten til indkvartering genindtræder, hvis en ”subsequent application” tages under behandling. Nævnet bemærker, at det siden 2023 i en række sager vedrørende enlige mænd har været forudsat af nævnet, at der fra de belgiske myndigheder indhentes en individualiseret garanti om, at man ved modtagelsen af den konkrete udlænding vil stille specifikke modtageforhold til rådighed, der sikrer, at klageren ikke kommer i en situation omfattet af EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Dette udgangspunkt kan imidlertid efter nævnets opfattelse ikke overføres på afviste asylansøgere. Belgien har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse i overensstemmelse med den trufne afgørelse om ikke at meddele klageren asyl i Belgien og tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). De belgiske myndigheder skal inden for rammerne af belgisk lovgivning og Belgiens inter¬nationale forpligtelser i den forbindelse sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider mod blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Der er ikke holdepunkter for at antage, at Belgien, herunder såvel de belgiske myndigheder som den belgiske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke krav på at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Belgien, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de belgiske myndigheder tilbydes indkvartering, udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren er særlig sårbar. Det forhold, at klageren, hvis han indgiver en fornyet ansøgning om asyl mv. i Belgien, ikke kan være sikker på at blive tilbudt passende indkvartering på grund af de aktuelle, anstrengte modtageforhold, kan efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke i sig selv anses for at være i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, ligesom det heller ikke ses at være i strid med de EU-retlige regler. Efter modtagedirektivets artikel 20, stk. 1, litra c (direktiv 2013/33 om fastlæggelse af fælles standarder for modtagelse og behandling af ansøgere om international beskyttelse), har medlemsstaterne mulighed for at indskrænke eller inddrage materielle modtageforhold, hvis en ansøger har indgivet en fornyet ansøgning. Efter stk. 5 skal en afgørelse herom træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes, ligesom den skal baseres på den pågældende persons særlige situation. Der er ikke grundlag for at antage, at de belgiske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med belgisk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset de betydelige udfordringer i det belgiske asylsystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Der henvises i den forbindelse til de seneste baggrundsoplysninger om modtageforholdene i Belgien, herunder en rapport af 23. april 2026, ”Juillet-Décembre 2025, Politique de non-acceuil, Etat des lieux”, udgivet af en række NGO’er og den af den beskikkede advokat fremhævede dom af 9. april 2026 afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag 52836/22). Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere og ansøgere, der indgiver fornyede ansøgninger mv. i Belgien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der foreligger ikke i øvrigt sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, der giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Belgien og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. dub-belg/2026/1/Sael
