Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2004 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2025 idømt fængsel i 2 år for overtrædelse af bl.a. 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, og § 261, stk. 1, og § 266 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet efter de foreliggende oplysninger ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at betvivle, at klageren er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren er ikke bekendt med, hvilken etnisk gruppe han eller hans mor tilhører. Han er kristen fra [by], [provins], Den Demokratiske Republik Congo. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har en tilknytning til Den Demokratiske Republik Congo, idet han er opvokset i Danmark, hvor hans familie ligeledes opholder sig, hvorfor han frygter problemer som følge af, at han har boet i Europa hele sit liv. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke taler sproget, at han er ordblind, og at han ikke har et netværk i Den Demokratiske Republik Congo, hvorfor han ikke vil være i stand til at klare sig. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet, herunder korruption og vilkårlige kidnapninger. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [vinteren 2025/2026], tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det skal herefter vurderes, hvorvidt klageren skal udelukkes fra at få opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse som følge af, at han blev udvist med indrejseforbud ved [landrets] ankedom af [foråret] 2025, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Efter forarbejderne til bestemmelsen skal der ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der henvises i den forbindelse til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Ved denne afvejning må der på den ene side lægges vægt på klagerens stærke tilknytning til det danske samfund og hans herboende familiemedlemmer og hans meget begrænsede tilknytning til Den Demokratiske Republik Congo. Der må på den anden side lægges vægt på grovheden og karakteren af de nu begåede strafbare forhold som pådømt ved [landsrets] ankedom af [foråret] 2025 og klagerens forstraffe for bl.a. personfarlig kriminalitet og de to tidligere tildelte advarsler om udvisning. Der må endvidere lægges vægt på, at klagerens alder, ordblindhed, helbredstilstand og personlige forhold i øvrigt, ikke taler imod, at han udelukkes fra at få opholdstilladelse, og at klageren ikke har ægtefælle/samlever eller børn, hvorfor en udelukkelse ikke har konsekvenser for sådanne personer. Efter en afvejning af de nævnte forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2026/1/flfr
