alder20262

Nævnet stadfæstede i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en klager, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i [efteråret] 2007. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i 2009.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2025/2026]. Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. Det fremgår blandt andet af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 37 af 28. oktober 2010 til Lov om ændring af udlændingeloven og integrationsloven (Revision af reglerne om uledsagede mindreårige udlændinge, m.v.), punkt 3.6: ”På baggrund af erfaringerne med de gennemførte aldersundersøgelser blev det i slutningen af 2009 besluttet at gennemføre en praksisændring, således at der fremover skulle iværksættes aldersundersøgelser i videre omfang end hidtil. Praksisændringen indebærer, at aldersundersøgelse som udgangspunkt kun bliver undladt, hvor det ud fra en umiddelbar bedømmelse er åbenbart, at en ansøger er enten mindreårig eller voksen.” Det fremgår af sagens akter, at Udlændingestyrelsen ikke har fundet anledning til at foranstalte en aldersundersøgelse af klageren. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at klageren overfor de danske udlændingemyndigheder samt [et andet europæisk lands] myndigheder har afgivet divergerende oplysninger vedrørende klagerens fødselsdato. Det fremgår således af de indhentede oplysninger efter Dublinforordningens artikel 34, at klageren i [det andet europæiske land] har oplyst sin fødselsdato som [en bestemt dato i foråret] 1997, og at klageren ved sin indrejse i Danmark har oplyst sin fødselsdato som [en anden dato i vinteren 2005/2006] til politiet. Hertil kommer, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst sin fødselsdato som [samme bestemte dato som i det andet europæiske land, men i efteråret] 2009. Det forhold, at klageren både i sit asylskema og til samtaler ved Udlændingestyrelsen har fastholdt, at [klageren] er under 18 år, ligesom [klageren] har udtrykt ønske om at komme til aldersundersøgelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund, og da klageren ikke har fremlagt dokumentation for eller på anden måde nærmere sandsynliggjort den af [klageren] oplyste alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om, at [klageren] er født [den oplyste dato i efteråret] 2009, til grund. Klageren vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato [den samme dato i efteråret] 2007.” alder/2026/2/AALK