Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Sagen er sambehandlet med Ukra/2026/14/EDO. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren er født i [by A], [region A], Ukraine, men har siden hun var [16-18] år boet i [by B], Kyiv Oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har et konfliktfyldt forhold til sin ægtefælle, og at hun frygter, at han vil gøre hende fortræd. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle tidligere har slået hende, og at han med tiden er blevet mere og mere aggressiv. Ansøgeren har som asylmotiv på vegne af sin mindreårige søn henvist til, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn ikke ønsker at deltage i krigen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til forhold vedrørende hendes myndige søn. Der henvises til den myndige søns selvstændige afgørelse af dags dato. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til den generelle sikkerhedssituation som følge af krigen i Ukraine, herunder at der ikke findes beskyttelsesrum for handicappede i Ukraine. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har et konfliktfyldt forhold til sin ægtefælle, og at ægtefællen med tiden er blevet mere aggressiv og har udøvet vold mod ansøgeren. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ægtefællens overgreb på hende har haft det omfang som ansøgeren har forklaret om under nævnsmødet, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. I asylskemaet udfyldt [i sommeren] 2023 har hun ikke oplyst at have en konflikt med sin ægtefælle. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen [i vinteren 2024/2025] oplyst, at konflikten med ægtefællen startede for fire år siden, hvor ægtefællen var utro og herefter blev mere aggressiv over for ansøgeren. Der var tilfælde, hvor ægtefællen slog ansøgeren, og hun blev kaldt ukvemsord. Ansøgeren har også oplyst, at hun har en dårlig fornemmelse i forhold til konflikten med ægtefællen, som udrejste af Danmark frivilligt for at få opholdstilladelse et andet sted. Endelig har ansøgeren oplyst, at ægtefællen har rettet telefonisk kontakt til hendes [familiemedlemmer], for at høre, hvor hun bor og for at få penge. For Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid i forhold til voldsudøvelsen oplyst, at hun og ægtefællen fik problemer, og at de ophørte med deres samliv allerede i Ukraine, hvor de dog fortsatte med at bo i samme lejlighed men ikke som samlevende. Ansøgeren har ligeledes for nævnet forklaret, at ægtefællen forsøgte at voldtage hende i Ukraine. Ansøgeren har også forklaret, at ægtefællen rejste til [et tredjeland], at hun blev syg, og at hun derfor rejste til ægtefællen [til tredjelandet] i [efteråret] 2021, så ægtefællen kunne hjælpe og være sammen med børnene. Ansøgeren har oplyst, at volden mod hende i [tredjelandet] tiltog, ligesom ægtefællen voldtog hende, udøvede psykisk kontrol over hende, og ville have hende til at konvertere til islam og bære hijab. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun og ægtefællen samt børnene rejste til Danmark, og at ægtefællen under opholdet i Danmark ikke har udøvet vold eller overgreb mod hende. Om divergenserne han ansøgeren forklaret afglidende. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at der er fremlagt en erklæring fra ansøgerens [familiemedlem] om, at ansøgeren er blevet mishandlet af sin ægtefælle. Nævnet har herved lagt vægt på, at erklæringen først er fremlagt under nævnsmødet og afgivet i slutningen af [foråret] 2026. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke er blevet truet af ægtefællen, at ansøgeren ikke har opsøgt myndighedernes beskyttelse i Ukraine, og at ægtefællen udrejste frivilligt af Danmark. Det beror derfor på ansøgerens egen formodning, at ægtefællen vil efterstræbe hende. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at konflikten mellem hende og ægtefællen har en intensitet og styrke, der er asylbegrundende, og at ansøgeren ikke kan søge myndighedsbeskyttelse i Ukraine i relation til konflikten med ægtefællen, som efter oplysningerne skulle befinde sig i Ukraine. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten “Ukraine — Mobilisation” udgivet af Udlændingestyrelsen i marts 2026, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker invaderede landet den 24. februar 2022. Implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 25 og 60 år som hovedregel er underlagt pligt til mobilisering, dog kan mænd under 18 år mobiliseres under særlige omstændigheder. Da [den mindreårige søn] [er under 18 år], er han ikke på nuværende tidspunkt i mobiliseringsalderen, og der foreligger ikke oplysninger om, at han har modtaget en indkaldelse til at udføre militærtjeneste. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at [den mindreårige søn] ikke må anses for at have unddraget sig militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive straffet med fængsel herfor. Allerede derfor har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at [den mindreårige søn] har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det fremgår af ansøgerens forklaring, sagens akter og [den myndige søns] fremtræden for nævnet, at han har [en række diagnoser og handicap,] ligesom han har brug for medicin og er afhængig af ansøgerens hjælp til varetagelse af dagligdags opgaver. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet tiltræder, at Kyiv Oblast efter ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt må anses for ansøgerens hjemområde i asylretlig henseende. I forhold til de generelle forhold i Kyiv Oblast finder Flygtningenævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder således, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at forholdene i hjemområdet på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse, og at der ikke forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af personers blotte tilstedeværelse i området eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold, herunder [den myndige søns] vanskeligheder. I den forbindelse bemærkes, at der efter baggrundsoplysningerne er beskyttelsesrum for handicappede i Kyiv Oblast. Der henvises endvidere til de baggrundsoplysninger, der er refereret i Udlændingestyrelsens afgørelse, samt det aktuelle konfliktkort udarbejdet af ACLED pr. [juni] 2026. Der er heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 som følge af socioøkonomiske forhold, herunder at det vil være udfordrende at bo i Ukraine med [den myndige søn]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2026/13/EDO
