Nævnet omgjorde i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland, da hun søgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har fået et barn med en dansk statsborger, og at barnet har erhvervet dansk statsborgerskab efter sin far, og at hun derfor ikke kan henvises til at udleve sit familieliv i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland, da hun søgte om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har [i sommeren 2025] i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at hendes ægtefælle og deres fællesbarn, der begge er danske statsborgere, er bosiddende her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Spørgsmålet i sagen er, om der er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. Det fremgår videre af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, som er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Det fremgår af sagen, at klageren i [sommeren 2019] blev gift med sin ægtefælle i [land] på et tidspunkt, hvor ægtefællen havde opnået statsborgerskab i Danmark. Klageren og ægtefællen har – bortset fra samvær i forbindelse med brylluppet – ikke haft et egentligt samliv forud for klagerens indrejse i Danmark i [foråret 2025]. [Fra vinteren 2024/2025 til foråret 2026], hvor klageren skulle føde, har klageren og ægtefællen boet sammen og udøvet et sædvanligt familieliv. De har ansøgt om tilladelse til fortsat privat indkvartering. Ægtefællen og fællesbarnet er begge danske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren har søgt om asyl i Danmark for mere end et år siden, at klageren på nuværende tidspunkt har processuelt ophold i Danmark som følge af en ansøgning om afledt opholdsret, og at klageren ikke tidligere har modtaget en substansafgørelse som følge af en asylsag i andre lande. Efter en samlet vurdering af disse forhold, herunder i lyset af hensynet til familiens enhed og varetagelsen af barnets tarv, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, hvilket Udlændingestyrelsen efter omstændighederne har tilsluttet sig.” Dub-Tysk/2026/167/clu
