Nævnet omgjorde i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren er etnisk tjetjener og fra [by], Tjetjenien, Rusland. Det fremgår af sagen, at klagerens forældre indrejste i Danmark [i foråret] 2003, og at klageren blev født [i foråret] 2003 i Danmark. [I vinteren 2003/2004] blev klagerens mor meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus). Klageren var omfattet af morens afgørelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren senest udrejste af Danmark [i efteråret] 2017 til Rusland med sin mor. [I vinteren 2022/2023] genindrejste klageren i Danmark, hvor han har opholdt sig siden. [I sommeren] 2025 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Som begrundelse er det anført, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, at han har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Klageren har oplyst, at hans mor tog ham med tilbage til Tjetjenien, da klageren var [13-15] år gammel. Klagerens mor savnede deres familie og skulle passe klagerens syge [familiemedlem], der nu er gået bort. Klageren brød sig ikke om opholdet i Tjetjenien, idet han havde svært ved at tilpasse sig kulturen, men han måtte underordne sig sine forældre. Klageren har videre oplyst, at han kontaktede Udlændingestyrelsen, da han fyldte 18 år, da han gerne ville rejse tilbage til Danmark. Klageren har derudover oplyst, at han er blevet indkaldt til militærtjeneste. Han mødte ikke op efter modtagelsen af indkaldelsen og er derfor registreret som militærunddrager. Klageren har hertil oplyst, at hans mor efterfølgende er blevet opsøgt af de tjetjenske myndigheder, der har spurgt efter ham. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter klageren, at han vil blive udsat for tortur og tvunget til at gå i krig af de tjetjenske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, og at han har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt. Da det principielt er forældremyndighedens indehavere, der bestemmer, hvor et mindreårigt barn skal bo, tiltræder Flygtningenævnet ligeledes, at det efter udlændingelovens § 17, stk. 4, må lægges til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i hjemlandet i denne bestemmelses forstand. Klagerens opholdstilladelse skal således som udgangspunkt anses for bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder af klagerens tilknytning til Danmark. Det fremgår af sagen, at klageren er født og opvokset i Danmark, hvor han har haft sine formative år frem til, at han som [13-15-årig] for anden gang udrejste med sin mor og søskende til Tjetjenien. Klageren taler og skriver flydende dansk, og han har gået i skole her i landet, hvor hans far er bosiddende. Klageren har forklaret, at han fortsat er tæt knyttet til sin far, og at han tilbringer weekenderne sammen med ham. Det lægges herefter til grund, at klageren har en meget stærk tilknytning til Danmark. Klageren har videre forklaret, at han udrejste til Tjetjenien mod sin egen vilje, men at han var mindreårig og underlagt sin mors beslutning, og at han under sit ophold i Tjetjenien vedvarende har fastholdt ønsket om at returnere til Danmark. Han har herunder vedligeholdt sit danske sprog ved at tale med sin lillebror. Det er i overensstemmelse hermed, at klageren henvendte sig til de danske udlændingemyndigheder få måneder efter, at han fyldte 18 år og dermed blev myndig. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkret grund til at betvivle klagerens forklaring om de nævnte forhold, og forklaringen lægges derfor til grund. Klageren returnerede til Danmark i [vinteren 2022/2023] og har dermed i mere end tre og et halvt år opholdt sig her i landet på et asylcenter. De kriterier, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastlagt i dommen Osman mod Danmark af 14. juni 2011, sagsnr. 38058/09, finder tilsvarende anvendelse i sager vedrørende bortfald af opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, hvor klageren er udrejst af Danmark som mindreårig, jf. herom Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2024, side 291f. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelse ændres i overensstemmelse hermed. Ovenstående konklusion er forkyndt for og udleveret til klageren. Rusl/2026/21/clu
