Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerne har deres ægtefælle og far her i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandling af en asylansøgning. Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Såfremt der ikke kan udpeges en ansvarlig medlemsstat efter kriterierne i kapitel III, følger det af forordningens artikel 3, stk. 2, at det er den medlemsstat, hvor ansøgningen om asyl er indgivet første gang, der er ansvarlig. I den foreliggende sag lægger nævnet til grund, at klageren og hendes medfølgende børn udrejste af Danmark til Tyskland, hvor hun [i efteråret] 2023 indgav ansøgning om asyl, og at hun [i efteråret] 2025 blev meddelt afslag på asyl i Tyskland. [I vinteren 2025/2026] accepterede Tyskland at tilbagetage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningens ansvarskriterier i forordningens kapitel III, herunder artikel 9, ikke finder anvendelse, da klagerens asylsag allerede er blevet behandlet i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens og hendes tre medfølgende børns asylsag bør realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1 og stk. 3, jf. præamblens pkt. 13, 14 og 17, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. Børnekonventionens artikel 3 og artikel 9. DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at en overførsel af klageren og hendes børn til Tyskland vil adskille dem fra klagerens herboende ægtefælle og børnenes far i strid med hensynet til familiens enhed og barnets tarv. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klageren har forklaret bl.a., at grunden til, at hun udrejste fra Danmark, hvor hun havde opholdstilladelse som familiesammenført, til Tyskland og indgav ansøgning om asyl der, var fordi hendes familie pressede hende. Klageren havde det psykisk dårligt og var derfor nem at presse. Klageren har endvidere forklaret, at hun ikke oplyste de tyske myndigheder om sin opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark, fordi hun modtog fejlagtig juridisk rådgivning fra en privat rådgiver i [dansk by], som oplyste, at hendes ægtefælle kunne risikere at miste sin danske opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det efter nævnets faste praksis er en forudsætning for at anvende Dublinforordningens artikel 17, at der foreligger ganske særlige grunde, idet bestemmelsen indebærer en fravigelse af Dublinforordningens hovedprincip om, at en asylansøgning alene behandles af den medlemsstat, der udpeges efter de objektive kriterier i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om baggrunden for hendes udrejse til og indgivelse af asylansøgning i Tyskland, den fornyede indrejse i Danmark og afgivelsen af de angiveligt urigtige/mangelfulde oplysninger til myndighederne til grund, idet den ikke er understøttet af andre oplysninger i sagen. Det forhold, at klagerens ægtefælle og børnenes far har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gør sig gældende i relation til klagerens søns helbredsforhold. Det bemærkes hertil, at det følger af EU-Domstolens dom af 23. januar 2019 i sag C-661/17 (M.A., S.A. og A.Z. mod Irland), at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, om barnets tarv, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2026/17/sahe
