Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige og til, at klagerens kæreste er dansk statsborger. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp til støtte for, at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark har henvist til, at klagerens kæreste er dansk statsborger og bosiddende [oplysninger om bopælssted] samt til, at klageren og hans kæreste har været sammen i ni år og gerne vil giftes med hinanden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han og hans kæreste aldrig har haft et fast samliv, men at de alene har opholdt sig på hotel sammen i Danmark, ligesom hun har besøgt ham i [klagerens hjemland]. Klagerens relation til hans kæreste er således ikke omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, jf. artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er risiko for, at klageren ikke vil have mulighed for indkvartering ved en tilbagevenden til Sverige, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Det må på baggrund af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl og overføres efter Dublinforordningens regler, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at det efter klagerens egen forklaring og sagens hidtidige forløb må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men at han ikke har ønsket at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland. Klageren er derfor umiddelbart omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder at blive tilbudt indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal imidlertid behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. EU-Domstolen har anført, at charterets artikel 4 tilsidesættes, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske eller mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo, præmis 92. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, jf. charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2026/5/lafal
