Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien, herunder problemer med asylproceduren, modtageforholdene og levevilkår for asylansøgere, samt klagerens særlige sårbarhed. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Om de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien finder Flygtningenævnet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Rumænien har en sådan karakter, at der er systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, ikke er til hinder for en overførsel til Rumænien. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en antagelse om, at overførsel til Rumænien af en afvist asylansøger som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling til det anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er ganske særlig sårbar, idet klageren er vurderet offer for menneskehandel, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Klageren er meddelt endelig afslag på asyl i Rumænien, hvorfor han har pligt til at forlade landet. Rumænien må således i forbindelse med deres asylbehandling forventes at have forholdt sig til klagerens eventuelle særlige sårbarhed, i det omfang det har haft betydning for asylvurderingen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren er sårbar i en sådan særlig grad, eller at der i øvrigt foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Rumæ/2026/4/flfr