Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at der er en reel risiko for, at ansøgeren, uanset hans sårbarhed, frihedsberøves eller nægtes adgang til både asylproceduren samt til passende indkvartering og sundhedsbehandling, og der derfor er en markant risiko for, at han efter overførelsen vil befinde sig i et aktuelt handelsforhold og vil blive udsat for behandling i strid med sine rettigheder.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det følger af forordningens artikel 12, stk. 1, at hvis en asylansøger er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er det den medlemsstat, der har udstedt denne, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Nævnet lægger som i øvrigt ubestridt til grund, at klageren på tidspunktet for Polens accept af at tilbagetage klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nævnet bemærker i den anledning for det første, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er således ikke grundlag for at antage, at de polske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med polsk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der heller ikke er væsentlig grunde til at tro, at der – uanset udfordringerne i det polske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren, eller at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. pkt. Det af klageren anførte om, at der er risiko for, at han ikke får adgang til indkvartering, kan herefter ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Det af klageren anførte om, at han ved en tilbagevenden til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, kan heller ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet henviser herved til rapporten AIDA Country Report, Poland, Update on 2024, udgivet i juli 2025, hvoraf det bl.a. fremgår (side 95), at frihedsberøvelse af asylansøgere sker, når alternativer til frihedsberøvelse ikke kan benyttes, og hvis frihedsberøvelsen har et konkret formål i henhold til gældende lovgivning. Flygtningenævnet finder endvidere, at der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Det af klageren anførte om hans helbredsmæssige forhold kan således heller ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til ovennævnte AIDA rapport, hvoraf bl.a. fremgår (side 77-78), at der er adgang til relevant sundhedsbehandling i Polen. Flygtningenævnet lægger endvidere bl.a. vægt på, at der efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke ses at være yderligere behandlingstilbud i forhold til klagerens [gene A], at han må formodes at kunne få relevant smertebehandling i Polen, at han ligeledes må formodes at kunne få eventuel yderligere relevant behandling af sin [sygdom A], [gene B] og mulige psykiske gener i Polen, og at han ses at være velbehandlet for sin [sygdom B], for hvilken han må formodes at kunne få fortsat behandling i Polen. Uanset at klageren som følge af sine helbredsmæssige problemer kan siges at være sårbar i en vis udstrækning, finder Flygtningenævnet samlet set som nævnt, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af forordningens artikel 17, stk.1. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er oplysninger, der indikerer, at klageren har været udsat for menneskehandel, og at ”handelsforholdet er aktuelt” pr. [vinteren 2025/2026], kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinfor-ordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2026/3/ajni
