Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en udløbet opholdstilladelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren har havde haft en opholdstilladelse i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at det ikke kan lægges til grund med den fornødne grad af sikkerhed, at ansøger har haft opholdstilladelse i Frankrig, og at ”accept by default” efter artikel 22, stk. 7, ikke i sig selv kan etablere ansvar, hvis de materielle ansvarsbetingelser ikke er opfyldt. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at klageren har oplyst til politiet, at han havde en opholdstilladelse i Frankrig. Klageren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at han har opholdt sig illegalt i Frankrig efter udløbet af sit visum, men han har derefter oplyst, at han har været i besiddelse af et opholdsdokument, som skulle forlænges årligt. Klageren er endvidere fremkommet med yderligere oplysninger om omstændighederne ved dokumentets udstedelse, om dokumentets gyldighedsperiode, samt at han har fået fremvist dokumentet, om end han ikke har været i besiddelse af dokumentet. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens forklaring om, hvad han har foretaget sig under sit flerårige ophold i Frankrig i det hele fremstår vag og udetaljeret. Klageren har blandt andet oplyst, at han ikke er bekendt med sin daværende kærestes nationalitet eller fulde navn, på trods af at klageren efter sin egen forklaring har været i et forhold med vedkommende i tre år. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at Udlændingestyrelsen er fremkommet med en ukorrekt eller illoyal fremstilling af klagerens forklaring, idet klageren gentagende har oplyst over for de danske myndigheder, at han har haft en opholdstilladelse i Frankrig, om end han også har forklaret, at omstændighederne omkring opholdstilladelsen har været særlige, og at klageren har haft et konfliktfyldt forhold til sin daværende kæreste, som har stået for udstedelsen af dokumentet. Flygtningenævnet bemærker derudover, at Frankrig [i foråret] 2026 som svar på Udlændingestyrelsens anmodning om oplysninger i medfør af artikel 34 i Dublinforordningen har oplyst, at klageren er ukendt hos de franske asylmyndigheder. De franske myndigheders svar kan således ikke kan ses som en afkræftelse på, at klageren har haft en opholdstilladelse i Frankrig, men derimod alene som en snæver besvarelse af anmodningen om oplysninger, som er begrænset til om klageren er registreret hos asylmyndighederne eller ej. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at Frankrig har oplyst, at klageren ikke har været i besiddelse af en opholdstilladelse i Frankrig, som DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende i indlægget. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2026 har sendt en såkaldt accept by default til Frankrig. Frankrig anses herefter for at have accepteret at modtage udlændingen i medfør af Dublinforordningens artikel 22, stk. 7. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2026/5/EDO
