Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer fra [by A] i Tjerkasy Oblast, Ukraine. Ansøgeren har oplyst, at han følger [trosretning]. Ansøgeren har støttet og deltaget i møder i UNA-UNSO i perioden [1995 til 2005]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, og enten sendt til frontlinjen og blive dræbt eller nægte at blive mobiliseret og blive udsat for tortur. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til at han som pacifist og som følge af sin trosretning ikke vil bære våben. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han for mange år siden fik udsat at aftjene militærtjeneste, fordi han foregav, at hans daværende ægtefælle var gravid. Han var desuden tæt på at melde sig til militæret i sommeren 2014, men fortrød i sidste øjeblik. Da ansøgeren fyldte 25 år, stoppede han med at modtage indkaldelser til militærtjeneste, og han formoder, at han i dag er eftersøgt. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter nogle ukendte personer i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 modtog oplysninger fra nogle ukrainske soldater om krigen i Ukraine. De fortalte ham blandt andet hvilken type ordre, han kunne forvente at modtage, herunder mulig udrensning af etniske grupper samt gravide og børn. Ansøgeren mener derfor, at ukendte personer, herunder krigsforbrydere, kan være interesseret i ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for at blive rekrutteret til militæret, henset til den krigssituation, som Ukraine aktuelt befinder sig i. Det fremgår således af tilgængelige baggrundsoplysninger, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker den 24. februar 2022 indledte en invasion af Ukraine. Det fremgår videre, at implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligten til mobilisering. Risikoen for, at ansøgeren bliver indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine, herunder frygt for at blive dræbt under kamphandling, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Heller ikke risikoen for at blive pålagt straf som følge af unddragelse, nægtelse eller desertering fra militærtjeneste kan i sig selv anses for forfølgelsesgrunde som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der lægges herved vægt på, at det tilkommer de ukrainske myndigheder at lovgive om reglerne for militærtjeneste for egne borgere samt at sanktionere i tilfælde af unddragelse fra militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan strafferammen for unddragelse og desertering efter ukrainsk straffelov ikke anses som uforholdsmæssig eller åbenbar uforenelig med dansk retsopfattelse. Det forhold, at afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er vanskelige, kan efter Flygtningenævnets praksis ikke føre til, at ansøgeren meddeles beskyttelsesstatus i Danmark, da disse afsoningsforhold ikke er af en sådan karakter, som i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Afsoningsforholdene er beskrevet i to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning i Ukraine efter blandet andet indhentede garantier fra de ukrainske myndigheder (sag 2/2025 og sag 3/2025). I den ene kendelse fandt Højesteret på baggrund af karakteren og indholdet af de afgivne garantier sammenholdt med den pågældendes individuelle forhold, at der - på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine - ikke var en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3. I den anden sag afviste Højesteret udlevering, da sagen angik en person, der tilhørte en særligt udsat gruppe. Et flertal i Flygtningenævnets koordinationsudvalg har den 13. november 2025 udtalt, at de to kendelser fra Højesteret ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer fængselsstraf, også er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, herunder en militærnægter, ikke alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Koordinationsudvalgets flertal har i den forbindelse henvist til det anførte i Højesterets kendelser om, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet, hvilke oplysninger tillige er understøttet af Flygtningenævnets baggrundsmateriale. Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt - at de to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning til Ukraine ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine måtte risikere fængselsstraf, er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, der har nægtet eller måtte påtænke at nægte at udføre militær tjeneste, alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt – at Flygtningenævnet fortsat skal foretage en nærmere vurdering af ansøgerens reelle risiko for at blive udsat for fængselsstraf ved en tilbagevenden til Ukraine og af den forventede varighed af og rammerne for varetægtsfængsling og afsoningen af en sådan fængselsstraf, herunder i lyset af ansøgerens individuelle forhold. Ansøgeren har forklaret, at han fik udsættelse af indkaldelse til militærtjeneste, da han boede i Ukraine, fordi han urigtigt oplyste, at hans daværende ægtefælle var gravid. Han har ikke efterfølgende modtaget indkaldelser til militærtjeneste forud for sin udrejse af Ukraine i 2019. Efter de foreliggende oplysninger har ansøgeren ikke sådanne helbredsmæssige problemer, som kan begrunde, at han vil være i en særlig sårbar situation i forbindelse med en afsoning i et ukrainsk fængsel. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens religiøse eller trosmæssige overbevisning kan begrunde, at han vil være i risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3 i forbindelse med en afsoning i Ukraine. Endelig finder Flygtningenævnet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at sikkerhedssituationen og de generelle forhold i den vestlige og centrale del af Ukraine, hvor ansøgeren har sit hjemområde, er præget af en lav eller meget lav grad af ustabilitet og enkelte civile tab som følge af direkte eller indirekte vold og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur i tætbefolkede civile områder. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Samlet set kan der således ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Ukra/2026/17/fbll