Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for hjemløshed for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. EU´s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 1, under henvisning til at klageren – som ikke-medvirkende til udsendelse – ikke vil få adgang til indkvartering i Sverige, hvorfor han risikerer hjemløshed. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter sagens oplysninger ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025), heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025), side 90 f. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Den omstændighed, at det må forventes, at klageren – der har fået afslag på sin ansøgning om asyl i Sverige og herefter ikke har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men har skullet udrejse – som udgangspunkt ikke vil blive tilbudt indkvartering af de svenske myndigheder, udgør imidlertid ikke i sig selv en overtrædelse af forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der foreligger herefter ikke sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Dub-Sver/2026/17/sahe
