Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med Stat/2026/11 og Stat/2026/12.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, er født i Danmark [i efteråret] 1995 og blev [i foråret] 1996 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at hans far fik opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er registreret udrejst [i sommeren] 1999. Klageren, der på dette tidspunkt var [0-3] år, udrejste sammen med sin familie. [I vinteren 2024/2025] indgav klageren en ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for at være bortfaldet, og [i sommeren] 2025 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder samt frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Udlændingestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren har gjort gældende, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, idet han ikke frivilligt tog ophold i Libanon, og idet der var tale om en genopdragelsesrejse med negativ betydning for ham. Han har endelig gjort gældende, at det vil stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, hvis hans opholdstilladelse anses for bortfaldet. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at klageren har opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Klagerens opholdstilladelse er dermed som udgangspunkt bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingestyrelsen i, at det må lægges til grund, at klageren må anses for frivilligt at have taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren på tidspunktet for familiens udrejse var [0-3] år og således underlagt beslutninger truffet af sine forældre, der havde ret til at bestemme, hvor klageren skulle bo, også selv om det kunne have vidtrækkende konsekvenser for ham. Der er også lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Libanon i omkring [25-27] år efter udrejsen i 1999 uden at kontakte de danske myndigheder, herunder efter han i [start 2010’erne] blev myndig. Flygtningenævnet er i den forbindelse også enig med Udlændingestyrelsen i, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren eller hans familie har været forhindret i at kontakte de danske myndigheder. Det må, som anført af Udlændingestyrelsen, også lægges til grund, at klageren har haft ressourcerne til at kontakte de danske myndigheder. Der er efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke grundlag for at antage, at formålet med klagerens ophold har været, at han skulle sendes på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for ham, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Der foreligger således ikke oplysninger, der tyder på, at formålet med rejsen har været at modvirke klagerens integration i Danmark gennem social, kulturel eller religiøs genopdragelse, herunder ved at undervise ham i antidemokratiske værdier. Klageren udrejste således som [0-3-årig] med sine forældre og øvrige søskende, og hans udrejse og ophold i Libanon må derfor efter Flygtningenævnets opfattelse vurderes i lyset af forældrenes principielle ret til at bestemme, hvor deres barn skal bo. Der kan i den forbindelse henvises til pkt. 2.1.2 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 185 af 28. april 2022 om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om bortfald af opholdstilladelser ved genopdragelsesrejser m.v. og ændring af reglerne om adgang til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus), hvoraf fremgår bl.a.: ”Samtidig skal der tages højde for, at der kan være tilfælde, hvor varigheden af udlændingens ophold og udlændingens tilknytning til Danmark eller andre særlige grunde afgørende taler for, at der bør lægges større vægt på forældrenes principielle ret til at bestemme, hvor deres barn skal bo. I sådanne tilfælde bør udlændingens opholdstilladelse fortsat kunne bortfalde efter de almindelige regler.” Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren som anført ovenfor nu har opholdt sig i Libanon i [25-27] år, og at han i Libanon har gået i folkeskole, på gymnasium og har taget en videregående uddannelse. Hertil kommer, at klageren, der nu er [i slut 20’erne], fra han fyldte 18 år i [start 2010’erne] og frem til ansøgningen [i vinteren 2024/2025], ikke har rettet henvendelse til de danske myndigheder. Selv om udrejsen og det langvarige ophold i Libanon helt åbenbart har haft betydning for klagerens integration i Danmark, er der efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens udrejse og ophold i Libanon, herunder varigheden af hans ophold i Libanon, over for varigheden af hans ophold i Danmark, ikke grundlag for ikke at anses hans opholdstilladelse for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at klageren har oplyst, at hans far ønskede, at han skulle lære arabiske normer og værdier og var bange for, at klageren ellers ville miste sin kulturelle identitet, er ikke tilstrækkeligt til at anses udrejsen og opholdet som omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3. Efter oplysningerne om klagerens ophold i og tilknytning til Danmark sammenholdt med oplysningerne om klagerens ophold i og tilknytning til Libanon tiltrædes det også af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at det ikke er i strid med Dan¬marks internationale forpligtelser, at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Klagerens personlige og sociale bånd til Danmark må således anses for ophævet som følge af forældrenes beslutning om at tage ophold uden for Danmark i så lang tid. Klageren taler, læser eller skriver heller ikke dansk. Klageren bor i Libanon, hvor klagerens mor, [familiemedlemmer A og B] og [familiemedlem C] også fortsat bor, mens hans far og [familiemedlem D], der har opnået dansk indfødsret, har opholdt sig i Danmark fra henholdsvis 2021 og 2020. Klageren har i den periode, hvor hans far og [familiemedlem D] har opholdt sig i Danmark, haft kontakt med dem, og der er ikke noget til hinder for, at han vil kunne fortsætte denne kontakt. Under disse omstændigheder foreligger der ikke en krænkelse af klagerens ret til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Der foreligger heller ikke en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Der foreligger således i konventionens forstand ikke et familieliv mellem klageren, der er [i slut 20’erne], og dennes far og [familiemedlem D], der er opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Stat/2026/13/lnk
