Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i fem år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for bestandig, jf. udlændingelovens § 32. Genoptaget sag og tidligere hjemvist.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning fra [by], Libanon. Klageren har været medlem af [nærmere beskrivelse af politiske aktiviteter]. Klageren henviste i forbindelse med den oprindelige udsendelsessag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter [oprindeligt asylmotiv]. I forbindelse med den seneste genoptagelsessag henviste klageren fortsat til de tidligere påberåbte asylmotiver og henviste supplerende til, at der var sket en forværrende udvikling i hans helbredsmæssige tilstand, både fysisk og psykisk, samt at klageren havde behov for sundhedsbehandling. Til støtte herfor henviste klageren til, at der var en væsentlig risiko for, at den medicin og øvrig sundhedsbehandling, som klageren modtog i Danmark, ikke var tilgængelig ved UNRWA i Libanon. I forbindelse med den verserende og tidligere hjemviste udsendelsessag har klageren henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Libanon, idet [asylmotiv]. Klageren har endvidere henvist til, at han i Libanon ikke har adgang til den nødvendige sundhedsbehandling. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er diagnosticeret med flere psykiske og fysiske diagnoser, herunder blandt andet skizofreni, psykoser, angst, depression og PTSD. Flygtningenævnet fandt ved afgørelsen [fra efteråret] 2025, at de tidligere påberåbte asylmotiver vedrørende [asylmotiv] fortsat ikke kunne føre til asyl. Flygtningenævnet henviste til de grunde, der er anført i nævnets afgørelser [fra foråret] 2021 og [efteråret] 2023. Flygtningenævnet kan også under nærværende behandling af sagen tiltræde dette. Vedrørende det asylmotiv, som klageren navnlig har gjort gældende i forbindelse med den verserende genoptagelsessag, og som vedrører hans helbredsmæssige forhold og adgangen til medicin og øvrig behandling ved UNRWA i Libanon, hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet henviste til, at der var fremkommet nye oplysninger af betydning for vurderingen efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Oplysningerne angik klagerens aktuelle fysiske og psykiske helbredstilstand og den medicinske og øvrige lægelige behandling, samt adgangen for statsløse palæstinensere til medicin og behandling ved UNRWA i Libanon. Angående asylmotivet om hans helbredsmæssige forhold og adgangen til medicin og øvrig behandling har klageren supplerende henvist til, at han er diagnosticeret med en række fysiske sygdomme og psykiske lidelser, herunder skizofreni, psykoser, angst, depression, PTSD, [samt en række kroniske sygdomme]. Han har gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at dø eller lide uoprettelig skade på helbredet, fordi han ikke vil kunne modtage den rette behandling og medicin. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der i Libanon er mangel på medicin og behandling, og at klageren ikke vil kunne få den nødvendige medicin i Libanon, hverken hos UNWRA eller på hospitalerne. Han har endvidere henvist til, at han ikke vil kunne modtage den fornødne hjælp til at indtage medicinen. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i nævnets afgørelse [fra efteråret] 2025, og i Udlændingestyrelsens seneste afgørelse, at klageren fortsat som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1 pkt. Som angivet i Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2025, skal der herefter efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., tages stilling til, om UNRWA's beskyttelse eller bistand i Libanon må anses for at være bortfaldet, idet udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i så fald ophører, hvilket indebærer, at klageren automatisk anses for omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre der grundlag for at træffe bestemmelse om udelukkelse fra asyl. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at UNRWA’s mandat er ophørt, eller at UNRWA generelt er ude af stand til at yde bistand i det pågældende operationsområde, jf. herved ”UNRWA Situation Report #12 on the Lebanon Emergency Response 2026”, udgivet den 4. juni 2026. Statsløse palæstinenseres generelle adgang til sundhedsydelser i Libanon er beskrevet i Flygtningenævnets bagrundoplysninger, herunder i rapporten, ”Access to Health Care Services for Palastinian Refugees in Lebanon, (2024), DRC Dansk Flygtningehjælps Temarapport, Libanon, Palæstinensiske flygtninge i Libanon og adgangen til UNRWA’s ydelser, marts 2022, navnlig pkt. 4.4, og UNRWA’s note ”Where We Work”, februar 2025. De generelle forhold i sundhedsvæsenet i Libanon er desuden beskrevet i ACAPS (Assessment Capacities Project), The effect on the socioeconomic crisis on health care, 19. oktober 2023, WHO, Public Health Situation Analysis, 9. oktober 2024 og om adgangen for statsløse palæstinensere til lægebehandling og medicin ved UNRWA i Libanon i lyset af den skærpede sikkerhedssituation i landet, jf. herved ”UNWRA Situation Report #9 on the Libanon Emergency Response 2026” (udgivet den 29. april 2026) sammenholdt med EUAA’s rapport ”UNRWA’s ability to fulfil its mandate across its areas of operation” fra 15. april 2026, pkt. 1 og 5. Helbredsmæssige forhold vil kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, om en asylansøger risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor klagerens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer bevirker, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Der kan henvises til det anførte i Flygtningenævnets formandskabs 33. beretning (2024), s. 153 ff., med henvisning til bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. december 2016 i sagen Paposhvili mod Belgien (41738/10). Der kan endvidere henvises til Flygtningenævnets formandskabs 33. beretning (2024), s. 351 ff., med henvisning til bl.a. EU-Domstolens dom af 5. oktober 2023 i sagen OFPRA mod S.W. (C-294/22). Som angivet i Flygtningenævnet afgørelse af 4. september 2025 følger det således af afgørelsen i sag C-294/22, at UNRWA´s beskyttelse eller bistand skal anses for at være bortfaldet, når UNRWA ikke er i stand til at sikre en statsløs palæstinenser adgang til de sundhedsydelser og den lægebehandling, uden hvilken den pågældende er udsat for en reel risiko for nært forestående død eller for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af sin helbredstilstand eller en væsentlig nedsættelse af sin forventede levetid. Af afgørelsens præmis 45 fremgår, at den omstændighed, at de af UNRWA ydede sundhedsydelser befinder sig på et lavere niveau end dem, som den pågældende ville kunne modtage, hvis vedkommende blev tildelt flygtningestatus i en medlemsstat, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at vedkommende er blevet tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold der bevirker, at UNRWA's beskyttelse eller bistand i Libanon må anses for at være bortfaldet. Af de foreliggende oplysninger fremgår således, at den medicin og øvrige behandling, som klageren modtager, i det væsentlige er tilgængelig i Libanon, enten gratis hos UNRWA eller mod betaling. Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens udførlige gennemgang i afgørelsen af [vinteren 2025/2026] af den medicin, der er ordineret til klageren og den øvrige sundhedsbehandling klageren er undergivet i Danmark samt tilgængeligheden af denne i Libanon. Gennemgangen af den tilgængelige medicin er baseret på sagens omfattende MedCoi-oplysninger. Vedrørende hospitalsbaseret behandling hos en psykiater og psykolog fremgår det af MedCoi-undersøgelsen ACC 7895 20/02/2024, at denne er denne er tilgængelig i Libanon, og at UNRWA dækker 90 % af omkostningerne på udvalgte hospitaler. Flygtningenævnet tiltræder endvidere det af Udlændingestyrelsen anførte om, at den del af medicinen, der ikke er tilgængelig, er medicin mod allergi, hud, og fordøjelsessygdomme samt lettere smertedækning. Utilgængeligheden af disse præparater findes ikke i sig selv at være livstruende eller udsætte klageren for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af hans helbredstilstand. Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren i betydeligt omfang i Danmark modtager pleje og støtte som følge af sine funktionsnedsættelser, herunder hjælp til indtagelse af medicin. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan føre til andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på oplysningerne om klagerens egne muligheder for at indtage medicin og søge hjælp gennem de i Libanon tilgængelige behandlings- og plejemuligheder. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgavevaretagelse. Selv om de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er vanskelige såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, er forholdene ikke af en sådan karakter, at de efter baggrundsoplysningerne i sig selv kan danne grundlag for asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. og dermed ikke berettiget til konventionsstatus i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2026/10/AALK
