Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Rusl/2026/29/marau og rusl/2026/30/marau. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], Tjetjenien, Rusland. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.
Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland/Tjetjenien frygter, at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret til militæret og udsendt til krigen i Ukraine. Hun har endvidere henvist til, at hun selv har en konflikt med myndighederne, fordi hun har udtrykt utilfredshed med, at hendes ældste søn, [A], blev erklæret egnet til militærtjeneste.
Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at hun i 2018 rejste tilbage til Tjetjenien med sine børn efter at have været bosat i Danmark siden 2002. Ansøgeren og hendes børn oplevede ikke problemer med myndighederne, før ansøgerens ældste søn, [A], fyldte 17 år og dermed nærmede sig den militærpligtige alder. En dag blev [A] hentet på sin skole og kørt hen på det lokale militærkommissariat, ”Voenkomat”, hvor han blev vurderet egnet til militærtjeneste. Ansøgeren tog efterfølgende kontakt til [A’s] skole og militærkommissariatet for at klage, hvilket medførte, at ansøgeren blev truet af en lokal politibetjent.
Det er oplyst, at ansøgerens to mindreårige børn ikke har selvstændige asylmotiver.
Asylmotivet vedrørende ansøgerens frygt for, at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine
Ansøgeren har til støtte herfor forklaret navnlig, at [A] en dag uden varsel blev afhentet i skolen af en bus og kørt til præ-screening ved det lokale militærkommissariat, hvor han blev erklæret egnet til militærtjeneste. Hun var efterfølgende i kontakt med [A’s] skole, militærkommissariatet og den lokale politibetjent herom.
Flygtningenævnet har i sin samtidige afgørelse i [A’s] asylsag ikke fundet at kunne lægge til grund, at han skulle have deltaget i en præ-screening ved det lokale militærkommissariat. Der henvises til det anførte herom i den nævnte afgørelse. Med samme begrundelse kan det også afvises, at ansøgeren efterfølgende skulle have været i kontakt med skolen, militærkommissariatet og politibetjenten herom. Som anført af Udlændingestyrelsen understøttes dette endvidere af, at ansøgerens forklaring under sagen har været forskellig på flere centrale punkter. Nævnet henviser til de anførte eksempler herpå i styrelsens afgørelse. Ansøgeren har under nævnsmødet som noget nyt forklaret, at hun ikke var alene, da hun efterfølgende tog hen til militærkommissariat for at protestere mod, at myndighederne havde afhentet [A] på skolen, men at hun havde [A] med. Nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om det efterfølgende forløb til grund.
Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret af de tjetjenske myndigheder til krigen mod Ukraine. Nævnet henviser herved til samme begrundelse, herunder baggrundsoplysninger, som er anført i den samtidige afgørelse i hendes ældste søns asylsag.
Dette asylmotiv kan derfor ikke danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
Asylmotivet vedrørende ansøgerens egen konflikt med de tjetjenske myndigheder
Det følger af det ovenfor anførte, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren selv har en konflikt med myndighederne som følge af, at [A] skulle være blevet erklæret egnet til militærtjeneste. Dette asylmotiv kan derfor heller ikke danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.
Konklusion
På den anførte baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Rusl/2026/28/marau
