Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], Tjetjenien, Rusland. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2011, og at han [i vinteren 2011/2012] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I sommeren] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. [I efteråret] 2022 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. [I efteråret] 2022 har Udlændingestyrelsen på ny truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2011 indrejste i Danmark, og at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2011 meddelte ham opholdstilladelse. Sagens akter herom er bortkommet hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren [i foråret] 2017 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, hvorefter han [i sommeren] 2017 udrejste til Rusland, hvor han [i sommeren] 2018 blev gift, og han fik tre børn født [i sommeren] 2018, [i sommeren] 2020 og [i sommeren] 2022. Udlændingestyrelsen modtog herefter [i sommeren] 2022 en ansøgning om fortrydelse af repatriering fra klageren. Flygtningenævnet finder herefter med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 samt udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, er bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har anført omstændigheder, der kan medføre, at klagerens opholdstilladelse ikke anses som bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Den omstændighed, at klageren har anført, at han var nødsaget til at tage sig af sin syge [familiemedlem] i Tjetjenien, kan ikke begrunde, at klageren i 5 år skulle have været forhindret i at søge om tilbagerejse til Danmark. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det fremgår af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2011. Han har således opholdt sig her i landet i knap 6 år. Klageren har en fætter i Danmark, men han har ikke stiftet selvstændig familie her i landet. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder videre, at bortfald af klagerens opholdstilladelse varetager legitime hensyn. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i bortfald af klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som et bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for hans privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået nogen særlig stærk tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren indgår i danske netværk. Klageren har som anført ikke stiftet familie i Danmark. Heroverfor står, at klageren i 2017 udrejste til Rusland, hvor han blev gift og fik tre børn. Klageren må anses for at have særdeles stærke kulturelle, herunder sproglige, bånd til Rusland. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at der sker bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Da klageren ikke opholder sig i Danmark foretager Flygtningenævnet ikke en vurdering efter udlændingelovens § 31. Såfremt klageren indrejser i Danmark kan han søge om asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2026/20/DH
