dub-tysk202623

Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sambehandlet med Dub-Tysk/2026/22/lafal.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Tyskland er dårlige, herunder med henvisning til, at personalet på indkvarteringsstedet er racistiske, at der på indkvarteringsstedet var utilfredsstillende sanitetsforhold, og at indkvarteringsstedet var placeret isoleret uden mulighed for offentlig transport, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplysninger, der understøtter, at der er væsentlige grunde til at antage, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen i øvrigt er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/23/lafal