Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sambehandlet med Dub-Tysk/2026/23/lafal.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Tyskland samt til, at klageren ikke modtog tilstrækkelig sundhedsbehandling i forbindelse med hendes fødsel, at klageren og hendes ægtefælles relation er konfliktfyldt og at deres børn har særlige behov for støtte. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende børn, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende børn i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Tyskland er dårlige, herunder med henvisning til, at personalet på indkvarteringsstedet er racistiske, at der på indkvarteringsstedet var utilfredsstillende sanitetsforhold, og at indkvarteringsstedet var placeret isoleret uden mulighed for offentlig transport, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplysninger, der understøtter, at der er væsentlige grunde til at antage, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen i øvrigt er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Det anførte om, at klageren ikke modtog tilstrækkelig sundhedsbehandling i forbindelse med hendes fødsel i Tyskland, herunder fordi [nærmere beskrivelse af sundhedsbehandling/helbredsforhold], og i øvrigt er psykisk belastet af sin situation, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet må i den forbindelse henvise klageren til at rette henvendelse til de rette sundhedsmyndigheder i Tyskland, herunder eventuelt at indgive en klage over manglende eller ukorrekt behandling. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Tyskland desuden gjort gældende, at klageren og hendes ægtefælle har brudt samlivet og befinder sig i et konfliktfyldt modsætningsforhold, og at klagerens medfølgende børn har særlige støttebehov som beskrevet i de foreliggende underretninger mv. DRC Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til, at klageren og hendes medfølgende børn – som følge af deres markante sårbarhed og af hensyn til børnenes tarv – bør få deres asylansøgninger realitetsbehandlet i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagerens asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Det bemærkes herved, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Det bemærkes videre, at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Flygtningenævnet finder, at klageren og hendes medfølgende børn må antages at kunne modtage den nødvendige sundhedshjælp og sociale støtte i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren og hendes medfølgende børn underretter de tyske myndigheder om deres særlige behov, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/22/lafal
