Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at ansøgeren tidligere havde fået behandlet sin asylsag i Danmark, og at klageren har modtaget mangelfuld sundhedsbehandling i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold at klageren tidligere har gennemgået en asylsagsbehandling i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal antages til en fornyet realitetsbehandling i Danmark, eftersom klagerens seneste asylansøgning er blevet behandlet i Tyskland. Det er således Tyskland, der er ansvarlig efter Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med forordningen er, at kun én medlemsstat skal behandle en asylsag. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren lider af [kronisk sygdom A] og er svært dysreguleret, samt at hans behandling er livsnødvendig, og bør behandles på højeste specialistniveau, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland, idet Tyskland som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Nævnet henviser til, at de fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs Country Report fra april 2025, at selvom der kan være visse udfordringer forbundet hermed, har asylansøgere ret til fuld adgang til alle nødvendige sundhedsbehandlinger, herunder også til behandling af kroniske sygdomme. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagernes helbredsmæssige for hold, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han under sit ophold i Tyskland har modtaget mangelfuld sundhedsbehandling, idet han blandt andet er blevet smittet med [sygdom B], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan hertil henvise klageren til at rette henvendelse til de rette sundhedsmyndigheder i Tyskland, herunder eventuelt at indgive en klage over manglende eller ukorrekt behandling. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2026/20/fbll
