Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ved overførsel til Norge ville være i risiko for re-foulement til sit hjemland uden, at der ville blive foretaget en asylretlig vurdering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren/DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Norge risikerer, at blive udsat for refoulement til Afghanistan kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, præmis 142, hvoraf det fremgår, at:
”Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål i sag C-254/21, det andet spørgsmål i sag C-297/21 og det tredje spørgsmål i sag C-315/21 besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordningsartikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” I den konkrete sag finder Flygtningenævnet, at der imidlertid ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Norge, at overførsel af klageren til Norge vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det i den for nævnet foreliggende sag ligger uden for nævnets kompetenceområde at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren ved en overførsel til Norge er i risiko for at blive udsat for refoulement til Afghanistan. Flygtningenævnet skal desuden bemærke, at de norske myndigheder i deres accept har henvist til, at de på tidspunktet, hvor klageren søgte om asyl i Norge, ikke behandlede klagerens asylsag, da de havde fået oplyst, at klagerens asylsag allerede var blevet behandlet i [andet europæisk land]. Flygtningenævnet henviser til, at klageren ved overførsel til Norge, kan søge om at få sin sag genoptaget. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at Norge har tiltrådt Flygtningekonventionen og den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der ligeledes ikke er holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke overholder deres internationale forpligtelser i praksis, herunder princippet om non-refoulement. Det af klageren anførte om, at klageren har haft en konflikt med flere privatpersoner under sit ophold i Norge, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkes hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2026 blandt andet har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel i Norge, da han er blevet truet af en person fra en international bande med en kniv. Han anmeldte truslen til politiet, som blot fortalte ham, at han havde mistet sin forstand. Til trods for klagerens oplysninger om politiets reaktion på hans anmeldelse af truslen, finder Flygtningenævnet, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Norge, må klageren henvises til at rette henvendelse til de norske myndigheder herom. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de norske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Norge er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Norge, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. / Dub-Norg/2026/2/CLU
