Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til hans konflikt med politiet i Finland samt helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk.1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at han blev frihedsberøvet på et udrejsecenter i to måneder og opsøgt af politiet tre gange, fordi de ville presse ham til at frafalde sin asylsag og udrejse, samt at klageren ved en genindrejse frygter at blive presset til at udrejse igen, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Finland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de finske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det bemærkes endvidere, at de finske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante finske myndigheder, såfremt han ønsker at klage over politiets ageren. Det af klageren oplyste om, at han blev tilset af medicinsk personale, men at de ikke ville påbegynde behandlingen af hans [legemsdel], fordi han af politiet var pålagt at udrejse af landet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i forbindelse hermed lagt vægt på, at klageren allerede er blevet tilset af det finske sundhedsvæsen, og at han tager medicin for skaden, hvorfor det må antages, at klageren ville kunne modtage den nødvendige behandling i Finland, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante finske myndigheder, såfremt han ønsker at klage over sundhedsvæsenet. Klageren kan i den forbindelse henvises til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Finland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Finl/2026/2/lnk
