Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Finland, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en herboende kæreste. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Finland, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i sommeren]2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren fik visum til Finland for at komme ud af [land], hvor han frygter samfundet og myndighederne, da han er en LGBT+ person, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at hovedformålet med Dublinforordningen er af afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet skal yderligere bemærke, at Finland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU´s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Finland ikke lever op til de internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har fået en dansk kæreste, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og den herboende kærestes forhold ikke er omfattet af familiebegrebet i henhold til forordningens artikel 2, litra g, da det vurderes, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv, da klageren og den herboende kæreste ikke har haft et fast samliv. Det forhold, at klageren frygter en ekskæreste til sin ekskæreste i Finland, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren kan i den forbindelse henvises til at rette henvendelse til de rette myndigheder i Finland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Finl/2026/1/DIEI
