Nævnet omgjorde i maj 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Bulgarien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen.
Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøger i Bulgarien. Han udrejste af Bulgarien og indrejste i Danmark under sagens behandling, men blev [i foråret] 2024 tilbageført til Bulgarien efter indhentelse af en individuel garanti. Han fik afslag på sin asylansøgning i Bulgarien i første instans [i sommeren] 2024. Han fik afslag i anden instans [i foråret] 2025. Han genindrejste i Danmark [i sommeren] 2025 og indgav ny ansøgning om asyl samme dag. Han fik endeligt afslag på sin asylansøgning i Bulgarien [i efteråret] 2025 ved en afgørelse truffet in absentia af [3. instans].
Da klageren genindrejste i Danmark [i sommeren] 2025 og indgav ny ansøgning om asyl, havde han i forvejen indgivet ansøgning om international beskyttelse i Bulgarien. Hans asylsag i Bulgarien er nu færdigbehandlet, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Bulgarien har i overensstemmelse hermed [i sommeren] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse.
Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dub-linforordningens artikel 17, jf. EMRK artikel 3 og 13, idet de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med klagerens konkrete forhold indebærer, at der er sådanne forhold af humanitær karakter, at der er grundlag for, at hans sag bør realitetsbehandles i Danmark. Klageren har nærmere anført, at klageren som torturoffer er særligt sårbar, at der er risiko for, at han i Bulgarien ikke har fået en reel vurdering af sin asylsag og dermed risikerer refoulement på et forkert grundlag, og at han som afvist asylansøger risikerer frihedsberøvelse under forhold, der er i strid med EMRK artikel 3.
I sin afgørelse af [efteråret] 2023 fandt Flygtningenævnet, at asylsystemet i Bulgarien efter baggrundsoplysningerne var behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet lagde til grund, at klageren var særligt sårbar. Flygtningenævnet henviste til baggrundsoplysninger om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering for Dublin-returnees, herunder sårbare ansøgere, om indkvarteringsforholdene i asylsystemet og om adgangen til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke var væsentlige grunde til at antage, at der var sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Bulgarien, at det kunne begrunde, at der generelt ikke kunne ske overførsel til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen af sårbare ansøgere. Flygtningenævnets afgørelse var, at klageren kunne overføres til Bulgarien efter forudgående indhentelse af en individuel garanti.
Flygtningenævnet skal ved afgørelsen i den foreliggende sag vurdere de generelle forhold, klageren må forventes at blive mødt med i Bulgarien i forhold til, at han nu vil have status som afvist asylansøger.
Forholdene for Dublin-returnees i Bulgarien er nærmere beskrevet i AIDA´s seneste rapport, ”Country Report Bulgaria, Update on 2025” fra maj 2026, under ”Asylum Procedure”, pkt. C. 2.7, side 56 ff., om ”The situation of Dublin returnees”, hvoraf fremgår blandt andet:
“Asylum seekers who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles in accessing the territory of Bulgaria upon return. Prior to the arrival of Dublin returnees, the SAR informs the Border Police of the expected arrival and indicates whether the returnee should be transferred to a reception centre or to immigration pre-removal detention facility. This decision depends on the phase of the Bulgarian asylum procedure of the Dublin returnee as outlined below:
…
- If, however, the returnee’s asylum application was rejected with a final decision on the merits before, or after, leaving Bulgaria, and the decision was served in absentia and therefore became final, the returnee is transferred to one of the immigration pre-removal facilities, usually to the Busmantsi detention centre in Sofia, but also to the Lyubimets detention centre near the Turkish border. Such refusal and serving of the refusal’s decision in absentia is legally possible, if an interview has been conducted with the returnee prior their absconding from Bulgaria and if based on the information gathered from the interview the case worker could form an opinion about the credibility of the asylum claim. …
Since 2020, the LAR explicitly provides for the mandatory reopening of an asylum procedure with respect to an applicant who is returned to Bulgaria under the Dublin Regulation, provided that s/he has not been issued a decision on merits while in absentia. The SAR’s practice following this particular amendment has been so far in line with the law, and returnees whose asylum procedures had been only terminated (discontinued) after their absconding do not face obstacles in principle to have their determination procedures reopened. However, it does not secure their access to state provided food and accommodation in reception centres as these are guaranteed only to vulnerable applicants.
For any other Dublin returnees, who are not considered vulnerable, food and accommodation are contingent to the limited national reception capacity and availability. If there is no available place food and accommodation in reception centres of the asylum agency SAR, Dublin returnees will have to secure accommodation and nutrition at their own expenses. In 2025, despite the overall decrease in the number of the new arrivals, SAR continued to refuse accommodation in its reception centres the Dublin returnees who were not identified as vulnerable, despite the decreasing number of new arrivals (-68% in 2025, -45% in 2024, +10% in 2023, +55% in 2022; +205% in 2021), on account of the continuously shrinking reception capacity due to multiannual lack of funding for repairs and refurbishment, which is why in practice only 3,125309 out of 5,160 official accommodation places were assessed as fit for living (3,225 in 2024; 3,592 in 2023; 3,932 in 2022). …
Although the access to the national health care system is automatically reinstated after the Dublin return, the national health care package is generally scarce and does not provide for any tailored medical or psychological treatment or support, nor for the treatment of many chronic diseases or surgical interventions, prosthetics, implants or other necessary medications or supplies. Therefore the patients need to pay for them at their own expense.
…
If, however, the Dublin returnee is among those, whose asylum procedures ended prior their return to Bulgaria with a refusal in absentia on the merits (substance), they are treated as irregular migrants with no access to the labour market, health care system or any other services that require legal residence and an identity document. In the majority of cases, these returnees are arrested upon return and detained in Busmantsi or Lyubimets pre-removal immigration centres to further enable their removal. In the few cases when the returnees are not detained after their arrival, usually – due to administrative or institutional entanglements, they may face homelessness and destitution because of their irregular status in Bulgaria and the lack of valid residence and/or identity documents. This means that even, if the returnees do have financial means, their access to the labour market and most of the basic public services (health care, social support, bank services, etc.) is nearly impossible.“
I samme publikation hedder det under ”Detention of Asylum Seekers”, pkt. C. 2. om ”Conditions in detention facilites”, side 117 ff., om forholdene i Busmantsi og Lyubimets pre-removal detention centres blandt andet:
“… In its 2024 report, the Council of Europe's Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (ECPT) found material conditions to be extremely poor, with virtually all detainee accommodation areas being overcrowded, dilapidated, dirty and infested with bedbugs, and with premises very prison-like and particularly poorly adapted for the accommodation of women, families and minors. Furthermore, the report also indicated persistent serious problems with the provision of appropriate clothing, including shoes for minors, personal hygiene items and especially towels and cleaning products.
In 2024 report with regard to health-care services at both detention centres in Busmantsi and Lyubimets, ECPT found the only positive aspects to have been the 24/7 health-care staff coverage and an improved in comparison with, access to outside consultations, including dental care and hospitalisations. However, the report found all other aspects of health-care provision unsatisfactory with medical screening on arrival perfunctory at best, and frequently factually inaccurate, with virtually all screening forms containing absolutely identical data on pulse, blood pressure and temperature. Medical records were also found to be extremely poor with confidentiality not respected as medical data had been made available to non-medical staff. Equipment of health-care units was also assessed as very basic, no oxygen available, broken ultrasound machines, ECG and defibrillators kept uncharged, with overall meagre medication stocks. Like in 2018, ECPT found that detained migrants had a very poor access to psychiatric care, limited to emergencies. Although both detention centers employed a psychologist, their task was to assist the case officers and administration with psychological testing and risk assessments, thus primarily supporting the detention staff, and offering some psychological support including crisis interventions to detained migrants, only if there was any spare time. In addition, the lack of interpretation between detained migrants and doctors, feldshers, nurses and psychologists limited severely the possibilities to provide any proper medical or psychological assistance.
Nutrition is poor, no special diets are provided to children or pregnant women. Health care is a major issue as not all detention centres have medical staff appointed on a daily basis. A nurse and/or a doctor visits detention centres on a weekly basis, but the language barrier and lack of proper medication make these visits almost a formality and without any practical use for the detainees. …
Similar to Busmantsi, communal toilets in Lyubimets were reported to be locked and inaccessible at night. Toilets and showers for women and families with children, though freely accessible, have been found to be dilapidated, dirty and flooded. The collective showers for men, recently refurbished and located in the basement, were accessible in groups twice a day. In its 2024 report, ECPT found that, unlike in 2018, detainees at the Lyubimets detention center had access to the toilet at night; however, such access was still extremely limited or even inexistent in Busmantsi, which is totally unacceptable. At Busmantsi, ECPT also noted that female detainees were obliged to share the same communal toilets and showers with the men, while toilet doors could not be locked, and shower cabins had no doors.
Access to open-air spaces is provided twice a day for a period of one hour each, the spaces in all detention centres are of adequate size. Children in detention centres are using the common outdoor recreational facilities, but not many possibilities for physical exercise exist except the usual ball sports. Reading and leisure materials are provided only if supplied by donations. Computer / internet access is not available in any of the detention centres. In its 2024 report, ECPT found that similar to its previous 2018 report, detained migrants had nothing or almost nothing to occupy their time. There were no organised activities, apart from very limited access to table tennis, occasional access to a gym, television unless the TV sets were broken and some books in Lyubimets detention centre; however, none of these was available in Busmantsi detention centre. ECPT found this this of particular concern with respect to the minors, for whom there were hardly any toys and no educational activities. In Busmantsi detention centre, unlike in Lyubimets, detained migrants had no guaranteed access to daily outdoor exercise; such only provided for 25 to 30 minutes at a time, with asylum seekers detained at SAR closed ward with no outdoor exercise on weekends and public holidays, due to the shortage of available SAR staff. ECPT indicated that latter as “a truly deplorable state of affairs.”
…
Verbal abuse and rude behaviour by staff is reported often by the detainees; such indicated as well in ECPT 2024 report. Inter-detainee violence is also acknowledged to occur sometimes with measures taken to prevent the reoccurrence of such conflicts, but mainly by separating adult men from Afghanistan and those from Arabic speaking countries.”
I samme publikation, pkt. C 2.2, om ”Vulnerable groups in detention”, side 119, hedder det blandt andet:
”There are no mechanisms established to identify vulnerable persons in detention centres. Although the law provides that authorities should conduct an assessment whether an individual belongs to a vulnerable group before issuing detention orders, such as detention, such assessment is not carried out in practice.”
I DRC´s Landerapport-Bulgarien fra april 2026 hedder det i pkt. 6.3, om ”Dublin returnees med afsluttede asylsager”, blandt andet:
”SAR har i maj 2024 oplyst til EUAA, at Dublin returnees, som tidligere har fået afslag på asyl i Bulgarien, efter ankomsten til Bulgarien betragtes som udlændinge med illegalt ophold i Bulgarien. Det fremgår videre, at de kan indgive en fornyet asylansøgning, som vil blive vurderet af en SAR sagsbehandler, som skal tage stilling til den fornyede asylansøgning inden for 14 arbejdsdage baseret på de fremlagte oplysninger.
Af SAR’s oplysninger fra maj 2024, samt af AIDA rapporten og Asyl in der Kirches rapport, fremgår at Dublin returnees, som tidligere har fået afslag på asyl i Bulgarien, eventuelt in absentia, ikke har adgang til indkvartering, mad eller social støtte, medmindre de betragtes som sårbare. Dette gælder også, hvis de på baggrund af en fornyet asylansøgning får deres asylsag behandlet påny. Af rapporten fra Asyl in der Kirche fremgår, at de kun har adgang til basal lægehjælp, men at adgangen hertil er vanskelig.
Af AIDA rapporten og af Asyl in der Kirches rapport fremgår, at Dublin returnees, som har fået afslag på deres asylansøgning før udrejsen af Bulgarien, eller som har fået afslag in absentia efter de udrejste af Bulgarien, som hovedregel frihedsberøves i Busmantsi eller Lyubimet. Af Asyl in der Kirches rapport fremgår, at rådgivningscenteret Foundation for Access to Rights har oplyst, at Dublin returnees som frihedsberøves, fordi de har fået afslag på deres asylansøgning, kan forblive frihedsberøvet i op til 18 måneder. Af AIDA rapporten fremgår, at familier med børn typisk frihedsberøves sammen, men hvis en af forældrene vurderes til at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed, kan børnene anbringes, imens forældrene er frihedsberøvede.
I maj 2024 har SAR oplyst til EUAA, at Dublin returnees med en afsluttet asylsag i Bulgarien, ofte vil blive overført til detentionscentrene Busmantsi eller Lyubimets, selv hvis de indgiver en fornyet asylansøgning. Af Asyl in der Kirches rapport fremgår tilsvarende, at Dublin returnees, som indgiver en fornyet asylansøgning, frihedsberøves imens ansøgningen behandles. Af rapporten fremgår, at den fornyede asylansøgning skal indgives inden for 14 dage og ansøgningen behandles på skriftligt grundlag. De har i princippet ret til juridisk bistand, men det får de ikke i praksis, da der hverken er tilstrækkelig rådgivningskapacitet eller tilgængelige tolke Af AIDA rapporten fremgår, at fornyede asylansøgninger kan afvises på skriftligt grundlag, hvis asylansøgeren ikke fremlægger nye oplysninger i sagen. Af rapporten fremgår, at 114 asylansøgere indgav en fornyet asylansøgning i 2024, hvoraf 59 af ansøgningerne blev afvist og 55 asylansøgere fik adgang til en ny prøvelse af deres sag.
SAR har i maj 2024 oplyst til EUAA, at asylansøgere, som indgiver en fornyet asylansøgning, ikke har ret til at opholde sig lovligt i Bulgarien, hvis det vurderes, at den fornyede ansøgning er indgivet for at forsinke eller vanskeliggøre udførslen af en udsendelsesafgørelse, eller hvis der er tale om en efterfølgende fornyet asylansøgning og den første fornyede asylansøgning blev afvist. Under den indledende behandling af en fornyet asylansøgning har asylansøgeren ikke adgang til bl.a. indkvartering, social støtte, registreringskort eller helbredsforsikring. Af AIDA rapporten fremgår, at hvis en fornyet asylansøgning afvises, får asylansøgeren en 7-dages klagefrist, men klagen har ikke opsættende virkning, om end domstolen skal vurdere, om asylansøgeren skal meddeles tilladelse til at blive i Bulgarien under klagesagens behandling.
Af AIDA rapporten fremgår, at Dublin returnees, som har fået afslag på deres asylsag i Bulgarien, ikke har adgang til arbejdsmarkedet, sundhedssystemet eller andre services, som kræver lovligt ophold og et identitetskort. I de få tilfælde, hvor de ikke frihedsberøves ved ankomsten til Bulgarien, fordi de betragtes som irregulære migranter, risikerer de hjemløshed. Som anført ovenfor i afsnit 6.2. fremgår det af Asyl in der Kirches rapport, at der ikke er nok pladser på de bulgarske herberger, og at de returnees, som blev interviewet til rapporten, oplyste, at de ikke fik plads på herbergerne. I rapporten konkluderes, at returnees, som ikke får adgang til indkvartering, søger nødløsninger såsom prekære og overfyldte private boliger, og at de som ikke kan finde en sådan uformel løsning, ofte forlader Bulgarien igen.”
Bulgarien har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse i overensstemmelse med den trufne afgørelse om ikke at meddele klageren asyl i Bulgarien og tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsborgere med ulovligt ophold). De bulgarske myndigheder skal inden for rammerne af bulgarsk lovgivning og Bulgariens internationale forpligtelser i den forbindelse sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider mod blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU´s charter om grundlæggende rettigheder.
Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning om, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at forholdene for afviste asylansøgere i Bulgarien er vanskelige, men der er ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at Bulgarien, ikke lever op til disse internationale forpligtelser.
Den omstændighed, at klageren må påregne frihedsberøvelse, mens han afventer udsendelse, kan ikke anses for at være i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling.
Der er ikke efter de foreliggende begrænsede oplysninger om sagsbehandlingen grundlag for at antage, at de bulgarske myndigheders behandling af klagerens asylsag er udtryk for sådanne mangler, at der er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset de betydelige udfordringer i det bulgarske asylsystem – er systemfejl i asylproceduren, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU´s charter om grundlæggende rettigheder.
Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Bulgarien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.
Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne konkrete omstændigheder, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.
Hovedprincippet i Dublinforordningen er, at en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier i forordningens kapitel III. Henset hertil er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse.
Det fremgår af et notat af [foråret] 2026 om [samtale mellem klageren og sundhedsfagligt personale], at han aktuelt er i en tilstand med betydelig psykisk belastning præget af traumereaktioner med depressive og ængstelige symptomer, hvilket påvirker funktionsniveauet både praktisk, evne til koncentration, nærvær i samtalen og følelsesmæssig regulering.
Klageren er i et lægenotat af [foråret] 2026 beskrevet med betydelig traumebelastning efter gentagen tortur og fængsling, både i hjemlandet og under ophold i Bulgarien. Han har gennem flere år haft vedvarende symptomer forenelige med svær PTSD. Derudover ses komorbide symptomer på depression og angst. Funktionsniveauet er betydeligt påvirket med kognitive vanskeligheder, emotionel dysregulation og udtalt psykisk uro. Klinisk fremtræder klageren ofte vagtsom, irritabel og med svingende kontakt. Belastningen forværres aktuelt af asylsag med risiko for Dublinoverførsel. Klageren er aktuelt i [behandlingsforløb] siden [foråret] 2026, og der overvejes [specialiseret] behandling. Ved fysisk undersøgelse ses [fysiske men], som vurderes forenelige med beskrevne traumer i form af [tortur].
Klagerens forklaring om, at der ikke blev taget hensyn til hans særlige sårbarhed, da han i [foråret] 2024 blev tilbageført til Bulgarien, støttes af DRC´s oplysning om et notat om en telefonsamtale med ham [i foråret] 2024 og indholdet heraf. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at forudsætningen for overførslen af klageren fra Danmark til Bulgarien i 2024 om behørig hensyntagen til hans individuelle behov som særligt sårbar ikke blev opfyldt.
Flygtningenævnet lagde ved sin afgørelse [i efteråret] 2023 til grund, at klageren i [hjemland] er blevet udsat for tortur, idet Flygtningenævnet blandt andet lagde vægt på, at hans forklaring var understøttet af en række fremlagte billeder af hans krop fra [sommeren] 2021. I oversættelsen af det endelige afslag på klagerens asylansøgning hedder det imidlertid: ”Der har ikke på nogen måde været fremført bevis for hans påstande om tortur på grund af hans tilknytning til den tidligere regering”. Klageren har i øvrigt forklaret, at han ikke i Bulgarien er blevet oplyst om baggrunden for, at han er anset for at udgøre en fare for den nationale sikkerhed i landet. Baggrunden kan ikke udledes af det materiale fra ansøgningsprocessen, der indgår i sagen.
På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren er særdeles sårbar, og at der efter en konkret og kumulativ vurdering af sagens oplysninger foreligger sådanne særlige omstændigheder af humanitær karakter, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, og at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.
Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-Bulg/2026/1/marau
