Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1997.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk bosnier og født i[by], Bosnien. Efter sin udrejse af Danmark tog klageren ophold i [europæisk land A] og tilegnede sig i den forbindelse statsborgerskab [i det pågældende land]. Klageren opholder sig på tidspunktet for nævnets afgørelse i [europæisk land B]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1997, og at hun [i foråret] 1995 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af lov nr. 933 af 11. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. Klageren blev [i foråret] 1997 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har oplyst, at hun udrejste af Danmark i [foråret] 2021. Af Det Centrale Personregister fremgår det, at klageren [i efteråret] 2021 er registreret udrejst til Serbien. Klageren udrejste, fordi anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod hende for vold mod hendes [familiemedlemmer], og hun frygtede, at de danske myndigheder ville […] udvise hende. [I foråret] 2025 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder samt frivilligt havde taget bopæl i [europæisk land A], hvor hun havde fået statsborgerskab. Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opholdstilladelse kan endvidere bortfalde, når en udlænding har opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold og har boet lovligt i Danmark i mere end 2 år, bortfalder opholdstilladelsen først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 2, at det kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Det fremgår videre af udlændingelovens § 17, stk. 4, at en opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, først ophører efter § 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet (bortfald) skal varetage. Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer, herunder udlændingens tilknytning til opholdslandet (herunder opholdstid), udlændingens alder på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet og øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde og uddannelse. Klageren udrejste [i efteråret 2021] frivilligt af Danmark til [europæisk land A], hvor hun tog ophold sammen med sin familie. Hun har efterfølgende opnået statsborgerskab i [europæisk land A], og klageren findes herved at have opgivet sin bopæl i Danmark. Klagerens opholdstilladelse anses derfor for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Endvidere fremgår det, at idet klageren – som var meddelt varig opholdstilladelse, og havde boet lovligt i Danmark i mere end 2 år – efter sin udrejse har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder udenfor Danmark. Klagerens opholdstilladelse anses derfor tillige for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke foreligger forhold, som efter udlændingelovens § 17, stk. 2, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren har udrejst frivilligt og taget ophold i [europæisk land A] , der var hendes daværende ægtefælles hjemland, hvor hun har opnået statsborgerskab, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Der er endvidere ikke oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark inden udløbet af de frister, der er nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 1. Den omstændighed, at klageren valgte at udrejse, fordi hun var tiltalt i en verserende straffesag, og var bange […], er uden betydning for dette spørgsmål. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at et bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil være et uforholdsmæssigt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Klageren har haft ophold i Danmark fra i hvert fald [i foråret] 1995, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse, indtil sin udrejse i 2021. Hun har under sit ophold i Danmark uddannet sig som [sundhedsfaglig profession], og har i en periode fra omkring 2017 til 2019 haft arbejde. Hun valgte i 2021 at udrejse frivilligt sammen med sin daværende ægtefælle og deres børn til [europæisk land A] og valgte dermed at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Det forhold, at hun efterfølgende er blevet skilt fra sin ægtefælle, som ved en domstol i [europæisk land A] har fået tilkendt forældremyndigheden over deres dengang to mindreårige børn, kan ikke tillægges nogen betydning i forhold til vurderingen af klagerens tilknytning til Danmark. Heller ikke det forhold, at den tidligere ægtefælle og de to børn senere er flyttet tilbage til Danmark, kan begrunde, at en afgørelse om bortfald af hendes opholdstilladelse vil være et uforholdsmæssigt indgreb i hendes familieliv. Nævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i de seneste år ikke har haft fysisk samvær med de to børn, som nu er henholdsvis 16 år og 18 år. Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren aktuelt er bosat i [europæisk land B] sammen med sin nuværende familie, og vil kunne udøve fysisk samvær med børnene, hvis børnene måtte ønske det. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at spørgsmålet om bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 17 a, idet klageren ikke på noget tidspunkt har tilkendegivet, at hun har haft til hensigt at tage varigt ophold i [europæisk land A] og Bosnien-Hercegovina, jf. herved repatrieringslovens § 2. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet.” bosn/2026/3/fbll
