rusl202627

Nævnet meddelte i juli 2026 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et mindreårigt barn fra Rusland. Indrejst i 2023. 
Flygtningenævnet udtalte:
Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim født i [by A], [land]. Ansøgeren har kort tid efter, at han blev født og indtil sin udrejse af Rusland, boet i [by B], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt, dræbt eller sendt til krigen i Ukraine af de tjetjenske myndigheder. Han har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i sommeren]2023 blev ringet op af den lokale leder i sit område, der indkaldte ham til en samtale, fordi ansøgeren og ansøgerens familie var registreret på listen over socialt trængende. Ansøgeren mødte op til samtalen og blev hentet af tre civilklædte mænd, som kørte ham til politistationen, [politiafdeling]. Ansøgeren blev tilbageholdt i 10 dage og blev under sin tilbageholdelse udsat for overgreb og tortur i et kælderrum. Ansøgeren skulle i forbindelse med sin løsladelse underskrive en erklæring om, at han ville deltage i krigen i Ukraine. Ansøgerens familie havde under tilbageholdelsen kontaktet ansøgerens arbejdsgiver, [A], som arbejder for det tjetjenske politi. [A]hjalp familien med at betale en løsesum på [400.000-900.000] rubler. Omkring en uge efter løsladelsen blev ansøgeren ringet op og indkaldt til et nyt møde med[politiafdeling]. Ansøgeren henvendte sig igen til[A], der oplyste, at han ville kontakte[poltiafdeling]. Tre til fire dage efter det første opkald indkaldte [politiafdeling]ansøgeren til endnu et møde. Ansøgeren kontaktede igen[A], men han kunne ikke længere hjælpe. Herefter udrejste ansøgeren og ansøgerens familie. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim født i[by A],[land]. Ansøgeren har kort tid efter, at hun blev født og indtil sin udrejse af Rusland, boet i [by B], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har således henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og tortureret af de tjetjenske myndigheder på baggrund af sin ægtefælles konflikt med myndighederne.   Flygtningenævnet finder, at de af ansøgerne afgivne forklaringer kan lægges til grund ved sagens afgørelse. Forklaringen fra den mandlige ansøger på nævnsmødet har, uanset den mandlige ansøgers vanskeligheder med hukommelsen, fremstået detaljeret, vedholdende og i det væsentlige overensstemmende med de til Udlændingestyrelsen afgivne forklaringer. Det bemærkes herved, at de enkelte divergenser ikke fremstår afgørende for asylmotivet. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EUAA´s rapport fra december 2025 om ”The Russian Federation: Country Focus og Udlændingestyrelsens/Migrationsverkets COI-rapport, Russia – Recruitment of Chechens to the war in Ukraine, april 2024, finder Flygtningenævnet herefter ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse med henblik på tvangsrekruttering af ham til krigen i Ukraine. Den mandlige ansøger meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som en afledt risiko heraf meddeles også den kvindelige ansøger og det medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusl/2026/27/SRWM