Nævnet meddelte i januar 2026 opholdstilladelse (K-status) til en mand. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til [land]. Klageren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] fra [by], [land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at [beskrivelse af asylmotiv]. Klageren har under sin nuværende sag som asylmotiv fortsat henvist til, at [beskrivelse af asylmotiv]. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne, idet han er udrejst illegalt. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. En tvangsmæssig udsendelse af klageren til [land] vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt. skal en afgørelse om at en udlænding ikke kan udsendes efter udlændingelovens § 31 tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til faren for landets sikkerhed overfor om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved [byrets] dom af [foråret] 2024 er klageren straffet med fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246. Flygtningenævnet tiltræder – hvilket da også er ubestridt af klageren – at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Det er herefter spørgsmålet, om klageren må betragtes som en fare for samfundet, idet bemærkes, at der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der nu foreligger. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet konkret vurdering, at klageren ikke kan antages at være en fare for samfundet. Flertallet har på den ene side lagt vægt på den meget grove kriminalitet, som klageren er straffet for med fængsel i 3 år, og som i sig selv skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. På den anden side – og afgørende – lægger flertallet imidlertid vægt på, at klageren hverken tidligere eller efterfølgende har begået nogen form for kriminalitet, at det kan lægges til grund, at den omhandlede voldsepisode blev udløst af et fysisk udfald fra forurettedes side i anledning af uenighed af politisk karakter, og at alle øvrige oplysninger om klageren, herunder om hans personlige- og beskæftigelsesmæssige forhold og hans adfærd under afsoning og på udrejsecenteret, tyder på, at kriminalitet ikke er en tendens hos ham. Flertallet har endvidere tillagt det vægt, at klageren er fremstået reflekteret i forhold til den begåede kriminalitet, ligesom den tid, der er gået siden det pådømte forhold, er tillagt vægt. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Land/2026/1/sael
