Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke har fået noget hjælp i Sverige, og til at han ikke føler sig tryg. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har modtaget hjælp, efter han i [sommeren] 2025 blev overført fra Danmark til Sverige, at han ikke føler sig tryg i Sverige, samt det af klageren oplyste om, at han har en ikke nærmere konkretiseret konflikt med de svenske myndigheder, der ikke kan lide ham, fordi han siger sandheden om alt, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren efter overførslen fra Danmark til Sverige i [sommeren] 2025 har fået lov til at indgive en ny asylansøgning. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2026/1/CARA
