Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der er indrejst ulovligt fra et tredjeland til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, herunder asylsagsproceduren samt modtagerforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet efter de foreliggende oplysninger, herunder klagerens egen forklaring, lagt til grund, at klageren indrejste i Spanien [i efteråret] 2024 uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren, der alene har opholdt sig i Spanien i [et antal] dage af [flere] omgange, ikke ønsker at vende tilbage til Spanien, idet forholdene ifølge klageren er dårlige, ligesom han henviser til, at han så mange mennesker, der levede på gaden, og at der ikke var nogen hjælp at få, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I denne vurdering er indgået AIDAs Country Report fra april 2025 vedrørende asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Spanien ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren og indkvartering. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Spanien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Nævnet kan i øvrigt tiltræde det anførte i Udlændingestyrelsens udtalelse [fra vinteren 2025/2026]. Det forhold, at klageren ikke vidste, hvor man skulle henvende sig for at få hjælp eller blive indkvarteret, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Span/2026/1/AALK