arme20262

Nævnet hjemviste i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Sagen er sambehandlet med arme/2026/1/sahe. Indrejst i 2024. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive fængslet, fordi han er deserteret fra militæret. Han frygter endvidere en mand ved navn [A] på grund af hans fars konflikt med denne mand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han aftjente militærtjeneste fra [foråret] 2022 og frem til [vinteren 2023/2024], hvor han deserterede. Undervejs mærkede ansøgeren en ændring i stemningen omkring ham og han blev udsat for chikane og diskrimination. Dette stemningsskift faldt sammen med tidspunktet, hvor hans far udrejste af Armenien. Det kulminerede med, at ansøgeren i [vinteren 2023/2024] blev opsøgt af fire mænd fra [enhed i militæret], der tog ham med til [enhedens] hovedkontor, hvor han blev afhørt omkring farens opholdssted. De udsatte ansøgeren for tortur. Ansøgeren oplyste dem, at han ikke havde kendskab til farens opholdssted. Morgenen efter blev ansøgeren kørt tilbage til kasernen. På kasernen oplevede han gentagende gange at blive udspurgt om farens opholdssted af en oberst ved navn [B]. Ansøgeren gentog overfor ham, hvad han havde oplyst til [enhed i militæret] og blev som følge heraf udsat for vold. Ansøgeren blev efter noget tid sendt til grænseposten Yerasx tættest på Aserbajdsjan som straf for sin manglende samarbejdsvilje. Her blev han igen opsøgt af [B], der denne gang truede ham med en pistol. Da ansøgeren efter noget tid ved grænsen blev sendt tilbage til kasernen, flygtede han den første nat. Dagen efter udrejste han med til mor til [et europæisk land]. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet om farens konflikt med [A] oplyst, at hans far var ansat i [enhed i militæret] og i den forbindelse havde afsløret, at en højtstående i militæret havde begået bedrageri. Som følge heraf blev der fabrikeret en straffesag mod faren, i hvilken han blev idømt en syvårig fængselsstraf. Hans far udrejste af Armenien på grund af konflikten med [A]. Ansøgeren er i forbindelse med den chikane han blev udsat for under sin militærtjeneste blevet oplyst, at [A] er en magtfuld mand og at ansøgerens familie ikke kan stille noget op imod ham. Under nævnsmødet har ansøgeren nedlagt påstand om, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, subsidiært at sagen udsættes med henblik på at gennemføre en torturundersøgelse af ansøgerens far, hvis sag er blevet sambehandlet med ansøgerens og ansøgerens mors sag. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til behandling i Udlændingestyrelsen, subsidiært stadfæstelse. Ansøgeren har herefter tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand om hjemvisning. Det fremgår af en undersøgelse af ansøgerens far, at lægerne [C], [D] og [E] fra NGO i en udtalelse af[vinteren 2025/2026] har konkluderet, at der findes at være fuld overensstemmelse mellem undersøgtes beskrivelse af den mishandling, som han angiver at have været udsat for, og de objektive fysiske fund samt det aktuelle psykiske symptombillede, som i høj grad underbygger den beskrevne tortur. Det fremgår videre, at de psykiske symptomer og den objektive psykiske tilstand kan være forenelige med diagnosen posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Endelig fremgår det, at symptomernes sværhedsgrad, varighed og karakter, herunder dissociation, affektreguleringsvanskeligheder og relationsproblemer, kunne pege i retning af et kompleks PTSD. Det samlede symptombillede findes at være typisk for personer, der har været udsat for de af undersøgte oplyste fysiske og psykiske torturmetoder. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet at tilslutte sig parternes samstemmende påstand om hjemvisning. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” 
Løbenummer: arme/2026/2/sahe