ugan20264

Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [by], Uganda. Ansøgeren har været tilknyttet partiet [politisk parti], siden 2018/2019. Ansøgeren har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet eller kidnappet af myndighederne, fordi hun er medlem af og har udført politiske aktiviteter for [politisk parti]. Ansøgeren har til støtte herfor bl.a. anført, at hun og hendes steddatter om aftenen på valgdagen den 14. februar 2021 blev udsat for et voldeligt overfald, og at hun mistænker, at det relaterer sig til hendes politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor bl.a. også anført, at hun i [vinteren 2022/2023] blev forgiftet under et restaurantbesøg, og at hun mistænker, at dette også relaterer sig til hendes politiske aktiviteter. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb fra sin tidligere kæreste i form af bl.a. vold og voldtægt, og at hun ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse, da han har bestukket politiet og vil kunne gøre det igen. For så vidt angår førstnævnte asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at nævnet på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og sagens skriftlige materiale kan lægge til grund, at ansøgeren i et begrænset omfang har været politisk aktiv for [politisk parti] eller på anden måde har tilkendegivet sin modstand mod styret i Uganda. Det findes således at kunne lægges til grund, at ansøgeren i forbindelse med et valg i februar 2016 har deltaget i en korrespondance af regeringskritisk karakter på [socialt medie], og at hun i forbindelse med en arrestation af lederen af den amerikanske afdeling af [politisk parti] i [vinteren 2020/2021] har delt en opfordring om løsladelse af ham på sin [profil på socialt medie]. Der findes endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun har deltaget i aktiviteter for [politisk parti] i form af at besøge landsbyer, hvor hun bl.a. har hjulpet beboerne samt fortalt dem om [politisk parti] og partiets arbejde, eller at hun har deltaget i bønnemøder i sin kirke i Uganda og – efter sin ankomst til Danmark – i virtuelle bønnemøder i den kirkelige organisation, som hun er medlem af. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det angivelige overfald i 2021 eller den angivelige forgiftning i 2023 til grund. Ansøgeren har således særligt under sin forklaring for Flygtningenævnet forklaret utroværdigt om disse angivelige episoder, herunder idet hun ikke har kunnet give nogen troværdige detaljer om det nærmere hændelsesforløb. Flygtningenævnet bemærker for god ordens skyld, at uanset om forklaringerne om de to episoder kan lægges til grund, beror det i øvrigt udelukkende på hendes egen formodning, at de har forbindelse til hendes politiske aktiviteter. Henset til den ovennævnte begrænsede politiske aktivitet har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge heraf. For så vidt angår det andet asylmotiv finder Flygtningenævnet – uanset om ansøgerens forklaring om, at hendes tidligere kæreste i 2018 udsatte hende for vold, og at han i efteråret 2021 bestak politiet til at beslaglægge hendes bil, lægges til grund – at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for overgreb fra sin tidligere kæreste, der bor i [europæisk land], men dog angiveligt har et hus i Uganda, som hun ikke vil kunne søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2026/4/flfr