Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1989 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved flere domme vedrørende samme type kriminalitet idømt fængsel og udvist af Danmark. Klageren blev senest i 2024 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren blev [i efteråret] 1989 meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. [I foråret] 2007 bortfaldt klagerens opholdstilladelse, idet han ved ankedom afsagt af [landsretten] blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 5 år. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2008 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke kunne udsendes til Libanon, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet vurderede samtidig, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. [I sommeren] 2012 omgjorde Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 49 b, jf. § 32 b. Flygtningenævnet vurderede, at udlændingelovens § 31 var til hinder for, at klageren kunne udsendes, og fandt samtidig, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. [I foråret] 2019 afsagde [byretten] kendelse om ophævelse af udvisningsbestemmelsen idømt ved [landsrettens] ankedom [i foråret] 2007, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1. [I sommeren] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren havde generhvervet sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I efteråret] 2024 bortfaldt klagerens opholdstilladelse, idet han ved ankedom afsagt af [landsretten] blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. [I sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Libanon, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen har samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. I udtalelsen af [vinteren 2025/2026] har Udlændingestyrelsen præciseret, at klageren også er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er således for Flygtningenævnet ikke spørgsmål om, hvorvidt klageren er omfattet af udlændingelovens § 7 og derfor ikke kan udsendes tvangsmæssigt, jf. udlændingelovens § 31, men derimod alene spørgsmål om, hvorvidt klageren skal udelukkes herfra, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen skal, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Ved afgørelsen af, om klageren skal udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal der således først tages stilling til, om han kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der tages stilling til, om han må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, og ved vurderingen heraf indgår bl.a. karakteren og grovheden af forbrydelsen, længden af den konkret idømte straf, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, og hvor lang tid, der er gået, siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået. Hvis det vurderes, at klageren udgør en fare for samfundet, skal der tages stilling til, om der foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for alligevel at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [landsrettens] dom [i efteråret] 2024 dømt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved [i vinteren 2022/2023] at have besiddet en betydelig mængde [euforiserende stoffer] med henblik på overdragelse til et større antal personer mod betydeligt vederlag. Han blev endvidere fundet skyldig i en række andre overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer ved [sensommeren] 2023 at have besiddet betydelige mængder [euforiserende stoffer] med henblik på overdragelse til en større personkreds. Han blev ved dommen idømt 1 år og 3 måneders fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Han er således dømt for en særlig farlig forbrydelse. Klageren er tidligere [i 2000’erne] dømt for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, herunder for overtrædelse af straffelovens § 191, hvor han blev dømt for at have besiddet en betydelig mængde [euforiserende stoffer] med henblik på videreoverdragelse, ligesom han blev dømt for i strid med sandheden at have oplyst, at [de euforiserende stoffer] tilhørte hans [familiemedlem A]. Ved denne dom blev han også udvist. Denne udvisning blev ophævet [i foråret] 2019, og klageren fik igen sin opholdstilladelse. Alligevel begik han allerede igen [i sensommeren] 2022 og [i vinteren 2022/2023] på ny narkotikakriminalitet. Klageren er således fortsat med at begå alvorlig narkotikakriminalitet, selv om han tidligere er blevet advaret om konsekvenserne forbundet hermed. Af [landsrettens] dom [i efteråret] 2024 fremgår det under begrundelsen for at udvise klageren også, at der blev vurderet, at der var en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet. Klageren har under denne sag forklaret, at han ikke udgør en fare for samfundet på grund af sit dårlige helbred. Han har videre henvist til, at han kontakter politiet, når han ser nogen handle med narkotika. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren også på tidspunktet for den seneste kriminalitet havde helbredsmæssige problemer, herunder [helbredsproblemer], som han har i dag. Selv om det må lægges til grund, at hans helbred er forværret, finder Flygtningenævnet, at oplysningerne herom ikke afgørende taler imod, at klageren fortsat udgør en fare for samfundet, når de sammenholdes med karakteren af den kriminalitet, som han tidligere er dømt for og den tid, der er medgået. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at klageren fortsat må anses for at udgøre en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder endeligt, at særlige grunde ikke taler for at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er herved også lagt vægt på klagerens kriminalitet, herunder at den seneste kriminalitet er begået i 2022 og 2023 kort efter han fik sin opholdstilladelse tilbage. Der er endvidere lagt vægt på, at der ikke er et særligt hensyn at tage til familiens enhed. Der henvises i den forbindelse til, at klagerens mindreårig [familiemedlem B] er anbragt uden for hjemmet og på karakteren af klagerens kontakt med [familiemedlem B]. Oplysningerne om, at klageren herudover har flere voksne [familiemedlemmer] i Danmark og flere [øvrige familiemedlemmer], som han har kontakt med, gør heller ikke, at der foreligger særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har ikke inddraget forholdene på [udrejsecenter] i vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, herunder om det er rimeligt at klageren skal være indkvarteret på [udrejsecenter]. Det tilkommer således ikke nævnet at tage stilling hertil, idet det i første række afgøres af Hjemrejsestyrelsen og i sidste ende domstolene. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: stat/2026/4/Saba
