Nævnet meddelte i februar 2026 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra [et MENA-land]. Indrejst i 2022. Ansøgeren blev i 2022 idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by], [MENA-land]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af dele af sin familie, da de som følge af hans fysiske fremtoning idet de mistænker ham for, at være homoseksuel, ligesom han henvist til, at frygter overgreb fra det omkringliggende samfund og fra myndighederne af de samme årsager. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han under afsoningen af en fængselsdom for ulovlig udrejse af [MENA-landet] frygter at blive udsat for overgreb, herunder seksuelle overgreb, fra fængselsindsatte som følge af sin fysiske fremtoning. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter forskelsbehandling og diskrimination generelt på grund af sin fysiske fremtoning, herunder at det vil være svært for ham at finde et arbejde. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren på grund af sin fysiske fremtoning og sit kønsudtryk, som det også fremstår for nævnet, har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb fra myndighedernes og det omkringliggende samfunds side, uden mulighed for myndighedsbeskyttelse, idet han vil blive opfattet som homoseksuel og/eller transkønnet. [Flygtningenævnet har henvist til en række baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for LGBT+-personer i MENA-landet] Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til [MENA-landet] vil risikere forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt. Ved afgørelsen heraf deltager alle tre nævnsmedlemmer, uanset at ét medlem har voteret for stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. Flygtningenævnets forretningsordens § 40, stk. 4. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001) bl.a., at der ”skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, …, bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.” Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Der skal således i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Såfremt dette er tilfældet, skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet. Er dette også tilfældet, skal der sluttelig foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved vurderingen af, om klageren ved dommen [fra vinteren 2022/2023] er dømt for en særlig farlig forbrydelse, skal der efter Flygtningenævnets praksis bl.a. lægges vægt på: Forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentielt farlig forbrydelsen har været, forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen, og de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Efter en samlet vurdering finder alle Flygtningenævnets tre medlemmer, at det, som klageren blev dømt for, ikke kan anses for at udgøre en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet lægger herved bl.a. vægt på, at selvom det strafbare forhold vedrører narkotikakriminalitet i form af handel med kokain, og selvom sådan narkotikahandel generelt må betragtes som alvorlig kriminalitet, der har samfundsskadelige virkninger, er der dog alene tale om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, men ikke grov narkotikakriminalitet som omhandlet i straffelovens § 191, at strafferammen for overtrædelse af de pågældende bestemmelser i lov om euforiserende stoffer er bøde og indtil 2 års fængsel, at der er tale om en mindre mængde kokain, og at selvom byretten ved sagens afgørelse havde været bekendt med, at ansøgeren rettelig var [voksen], ville straffen ikke havde været markant højere. Dommen giver herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Land/2026/3/DH
