Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at blive udsendt til Ukraine. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren, på tidspunktet hvor de polske myndigheder har accepteret at tilbage ham, var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2025 accepterede at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han blev udsendt til Ukraine af de polske myndigheder og i Ukraine blev tvunget til at gøre militærtjeneste og i den forbindelse blev fængslet og fik brækket sine fingre kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er ikke grundlag for at antage, at de polske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med polske lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der heller ikke er væsentlig grunde til at tro, at der – uanset udfordringerne i det polske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren, eller at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Tysk/2026/4/sahe
