Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ansøgerens bekymring for at blive sendt til Iran og for at blive udsat for videre trusler og overgreb i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18. stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Tyskland har en konflikt med en gruppe/bande, som han blandt andet er blevet overfaldet af, kan ikke føre til en ændret vurdering. Af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg fremgår det, at klageren har meldt episoden vedrørende overfaldet til det tyske politi. Det fremgår videre af indlægget, at klageren efterfølgende ligeledes blev truet og udsat for afpresning af gruppen/banden, hvilket han ikke meldte til det tyske politi, idet han frygtede, at det ville forværre situationen med gruppen/banden. Klageren må på denne baggrund henvises til igen at rette henvendelse til det tyske politi, der må antages at have både viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/3/MSI
