Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens konflikt med myndighedspersoner samt til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har anført, at han i Tyskland blev truet af en gruppe arabere og arabiske sikkerhedsvagter, at han oplevede forskelsbehandling og diskrimination fra de tyske myndigheders side, og at en arabisk sikkerhedsvagt truede med at ringe til politiet, hvorefter klageren fik det så dårligt psykisk, at han efter det oplyste forsøgte at begå selvmord, kan ikke føre til, at hans sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage til de relevante tyske myndigheder, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste har problemer med sit psykiske helbred og tager medicin herfor, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland, idet Tyskland som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker hertil i øvrigt, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2025 har oplyst, at han har opsøgt og modtaget lægehjælp i Tyskland, idet han været indlagt på psykiatrisk afdeling i Tyskland. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/2/lnk
