Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og til det svenske politis manglende indgriben i en konflikt mellem klageren og andre personer i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun i Sverige har en konflikt med privatpersoner, og at disse privatpersoner har chikaneret, truet og overfaldet klageren, kan ikke føre til, at hendes sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er meldt til det svenske politi, der efter det oplyste har behandlet sagen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark på grund af det svenske politis manglende indgriben i konflikten med privatpersonerne, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de svenske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse og eventuelt klage over sagsbehandlingen samt rette henvendelse om kriminelle forhold til de relevante svenske myndigheder, såfremt hun på ny skulle opleve konflikter i Sverige. Det af klageren oplyste om, at hun har det svært psykisk, herunder at hun lider af [diagnoser], kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne, at klageren har været indlagt på [et hospital] i Sverige, men at hun udskrev sig selv. Flygtningenævnet kan hertil henvise klageren til at rette henvendelse til de rette sundhedsmyndigheder i Sverige, såfremt hun har behov for yderligere sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Sver/2026/2/flfr
