Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren af personlige årsager ikke længere har en tilknytning til Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst til Dansk Flygtningehjælp, at han [af personlige årsager ikke længere har en tilknytning til Spanien], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder Dublin-returnees i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke ever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke er diagnosticeret med nogle psykiske eller fysiske sygdomme. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Span/2026/2/tmlo
