Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til mangler ved asylproceduren og utilstrækkelige indkvarteringsforhold i Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft en konflikt med en asylansøger på et asylcenter i Schweiz, og at dette har ført til en anholdelse af klageren, kan ikke føre til, at hans sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet er meldt til det schweiziske politi, der efter det oplyste har efterforsket sagen, der førte til anholdelse af klageren. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at Schweiz har utilstrækkelige modtage- og indkvarteringsforhold, og at klageren ved en tilbagevenden til landet frygter at blive udsendt til [land], samt det af klageren oplyste om, at han ikke har adgang til at klage over de schweiziske myndigheders afslag på asyl, ikke kan føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke i de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger eller på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt, er konkrete holdepunkter for at antage, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Schweiz vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”.
Dub-Schw/2026/2/JURO
