Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til forordningens artikel 9, jf., artikel 2, litra g, subsidiært artikel 17, stk.1, idet klageren havde en ægtefælle i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i vinteren 2024/2025] er registreret som asylansøger i Rumænien. De rumænske myndigheder anmodede ikke Danmark om at overtage behandlingen af ansøgningen efter proceduren i Dublinforordningens artikel 21. Klagerens ansøgning om beskyttelse blev herefter afslået [i vinteren 2024/2025]. Afslaget blev ikke påklaget. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Rumænien har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af denne bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at klagerens asylansøgning nu skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, subsidiært artikel 17, stk. 1. Klageren har i den forbindelse henvist til, at klagerens herboende ægtefælle har asyl i Danmark. Af Dublinforordningens artikel 9, fremgår blandt andet, at hvis ”ansøgeren”, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Af Dublin forordningens artikel 2, litra c, fremgår følgende: ”… I denne forordning forstås ved: …c)»ansøger«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om. …” Under disse omstændigheder, og da klagerens ansøgning om asyl er behandlet i Rumænien, der har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens § 18, stk. 1, litra d, finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 9, ikke har betydning for så vidt angår ansvarsfastlæggelsen i klagerens sag. Spørgsmålet er herefter, om klagerens sag bør behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, hvoraf fremgår følgende: ”Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.” Udlændingestyrelsen har i forbindelse med afgørelsen af en ansøgning om familiesammenføring vurderet, at forholdet mellem klageren og [ægtefællen], må anses for et proformaægteskab. Udlændingestyrelsen meddelte derfor afslag på familiesammenføring [i sommeren] 2023 og afslag på genoptagelse af sagen [i efteråret] 2023. Udlændingenævnet har [i efteråret] 2024 stadfæstet styrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse. Efter klagerens og [ægtefællens] forklaringer for Flygtningenævnet må det lægges til grund, at parterne kontinuerligt og vedholdende forsøger at etablere et familieliv, der inkluderer børn. På denne baggrund, og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at der er tale om et ægteskab, der er indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark. Uanset det oplyste om karakteren af parternes forhold, og at der nu må antages at foreligge et familieliv, der nyder beskyttelse efter EMRK artikel 8, finder Flygtningenævnets flertal, under de foreliggende omstændigheder, hvor klagerens asylsag er afgjort i Rumænien, ikke at der af denne årsag er grundlag for fornyet behandling af klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at ansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningen artikel 17. stk. 1. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Rumæ/2026/2/Sael
