Nævnet stadfæstede i februar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk bosnisk og sunnimuslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter at blive slået ihjel af en mafiagruppe, fordi han har vidnet mod gruppen i forbindelse med en retssag. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved afsoning i Bosnien-Hercegovina er i yderligere risiko for asylbegrundende overgreb fra den mafiagruppe, han angiver at være i konflikt med. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet blandt andet oplyst, at han i [efteråret] 2018 overværede et overfald begået af personer, der tilhører en mafiagruppe. Efter overfaldet afgav ansøgeren forklaring til politiet og efterfølgende i retten. Ansøgeren frygter at blive udsat for overgreb som følge af, at han afgav forklaring. Som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse har ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2025 og gensamtalen [i sommeren] 2025 afgivet divergerende forklaringer om forløbet i forbindelse med episoderne, hvor han overværede et overfald og efterfølgende vidnede i retten. Ansøgeren har også for Flygtningenævnet på centrale og væsentlige punkter afgivet en forklaring, der fremstår konstrueret og udbyggende. Ansøgeren har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet fragået dele af den forklaring, han tidligere har afgivet under sagen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerens forklaring om, at han er i et modsætningsforhold til en mafiagruppe i sit hjemland er troværdig. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering om, at forklaringen på væsentlige punkter er usammenhængende og udbyggende. På denne baggrund, og da der ikke i øvrigt er oplysninger, der kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har en aktuel konflikt med en mafiagruppe i hjemlandet. Som følge heraf kan nævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for at blive udsat for overgreb fra en mafiagruppe ved tilbagesendelse til Bosnien-Hercegovina. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at den dom ansøgeren blev idømt af [Retten i by] [i sommeren] 2019, er iscenesat og arrangeret af den omhandlede mafiagruppe. Der verserer sideløbende med ansøgerens asylansøgning en sag om udlevering af ansøgeren til straffuldbyrdelse i Bosnien-Hercegovina af den dom, der er afsagt af [Retten i by] [i sommeren] 2019. Flygtningenævnet bemærker, at det må lægges til grund, at der i forbindelse med udleveringssagen må forventes foretaget en vurdering af, hvorvidt der er en reel risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under afsoningen, samt hvorvidt der i øvrigt er forhold, der er til hinder for udlevering. Flygtningenævnet finder, at de omhandlede spørgsmål er tilstrækkeligt belyst, og at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for afsonere i fængsler i Bosnien-Hercegovina, herunder det fængsel, hvor ansøgeren forventes at skulle afsone, er der rapporteret om mangler vedrørende forholdene for de indsatte. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er oplysninger, der sandsynliggør, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 ved afsoning i et fængsel i Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved henvendelse til myndighederne i Bosnien- Hercegovina kan opnå den fornødne beskyttelse mod eventuelle overgreb. Flygtningenævnet finder som følge af det anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagesendelse til Bosnien-Hercegovina vil være i risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Bosn/2026/1/tmlo