Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra [by], Rivne Oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive mobiliseret af de ukrainske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at gøre militærtjeneste eller være en del af det ukrainske militær. Ansøgeren har aftjent værnepligt fra foråret 2003 til [efteråret] 2005, hvor han havde rang af menig. Ansøgeren har videre oplyst, at han er registreret i systemet, men fordi der er tale om en generel mobilisering, vil han blive indkaldt. Ansøgeren har herudover henvist til de generelle forhold i Ukraine, herunder den manglende adgang til sundhedssystemet samt de manglende muligheder for at få et arbejde. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af udlændingelovens § 7, stk. 5, at opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 – 3, kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor denne må antages at kunne opnå beskyttelse. Det er en betingelse for, at udlændingen kan nægtes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, med henvisning til et første asylland, at den pågældende har opnået eller må antages at kunne opnå beskyttelse i det land, som overvejes anvendt som første asylland. Reglen om første asylland forudsætter ikke, at det først konstateres, at udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Asylmyndighederne er således ikke forpligtet til at foretage en isoleret vurdering af, om forholdene i udlændingens hjemland berettiger vedkommende til at opnå asyl i Danmark. Ved vurderingen af, om en ansøgning om asyl kan nægtes med henvisning til første asylland, skal det i stedet alene indgå, om betingelserne for at anse et land for at være første asylland er opfyldt, og om en opholdstilladelse allerede af den grund kan nægtes. Det fremgår af lovbemærkningerne til lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, at der - i modsætning til vurderingen efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, hvorefter en asylansøger skal sandsynliggøre sit asylmotiv - ved vurderingen efter udlændingelovens § 7, stk. 5, gælder en omvendt bevisbyrderegel. Det påhviler således Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet at godtgøre, at det fremstår bevismæssigt sandsynligt, at betingelserne for, at et land kan tjene som en asylansøgers første asylland, er opfyldt. Flygtningenævnet skal således ud fra den enkelte sags oplysninger kunne påvise, hvilke omstændigheder der konkret begrunder antagelsen om, at en asylansøger vil kunne opnå den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til første asyllandet. Det fremgår af samtalereferat af [efteråret] 2024, at ansøgeren oplyste til Udlændingestyrelsen, at hans udenrigspas lå på den canadiske ambassade. Han havde fået et visum til Canada, men han har ikke gjort brug af det visum. Han søgte visummet som en plan b i tilfældet af, at han fik afslag i Danmark. Han har derfor en mulighed for at tage ophold i Canada. Ansøgeren blev af Udlændingestyrelsen foreholdt, at det fremgår af ansøgerens udenrigspas, at han har et visum til Canada, som udløber [i efteråret] 2026, hvilket ansøgeren bekræftede. Ansøgerens visum til Canada er fremlagt for Flygtningenævnet, og det fremgår af dette visum, at det er udstedt i [europæisk by] [i vinteren] 2023, og at det udløber [i efteråret] 2026. [I vinteren] 2023 fik ansøgeren således udstedt et arbejdsvisum til Canada med gyldighed indtil [efteråret] 2026 under Canada-Ukraine Authorization for Emergency Travel (CUAET). Ansøgeren har ikke gjort brug af dette visum. [I vinteren] 2024 indgav ansøgeren ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren inden sin ansøgning om asyl i Danmark [i vinteren] 2024 havde mulighed for at opnå beskyttelse i Canada. Det bemærkes i den forbindelse, at Canada har underskrevet flygtningekonventionen fra 1951 og dens protokol fra 1967. Flygtningenævnet udsatte ved forhandlingsprotokol af [vinteren] 2025 sagen med henblik på Udlændingestyrelsens indhentelse af oplysninger vedrørende ansøgerens visum og mulige opholdstilladelse til Canada. Således som sagen er oplyst finder Flygtningenævnet, at det ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at ansøgeren på nuværende tidspunkt kan indrejse og tage lovligt ophold i Canada og ansøge om beskyttelse, idet den dagældende CUAET-visum ordning er udløbet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke indrejste i Canada inden 31. marts 2024 og derfor nu skal opfylde en række betingelser for at kunne indrejse. Han skal bl.a. kunne overbevise immigrationsmyndighederne om, at han har forbindelser – som arbejde, bolig, formue eller familie, som kan sørge for, at han kan vende tilbage til sit hjemland. Dette fremgår af Udlændingestyrelsens egne baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles afslag på asyl med henvisning til udlændingelovens § 7, stk. 5. Ansøgeren er på nuværende tidspunkt [i 40’erne]. Han har ingen fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser eller sundhedsmæssige problemer i øvrigt. Han har aftjent værnepligt fra foråret 2003 til [efteråret] 2005. Ansøgeren er [i vinteren] 2024 blevet indkaldt til session af de ukrainske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive tvangsmobiliseret til krigstjeneste og for at blive idømt en fængselsstraf, eventuelt efter først at være blevet idømt en bødestraf, såfremt han nægter at udføre krigstjeneste. Såfremt ansøgeren idømmes fængselsstraf som følge af hans nægtelse af at udføre krigstjeneste, vil dette imidlertid ikke udgøre asylbegrundende forfølgelse, idet det herved bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne må kunne lægges til grund, at længden af en sådan fængselsstraf ikke vil være åbenbart uproportional og i strid med danske retsprincipper. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt ansøgeren vil være i risiko for i givet fald at skulle afsone under forhold, der udgør en krænkelse af hans menneskerettigheder, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Højesteret tog i en kendelse af 20. juni 2025 i sag 3/2025 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 3792) stilling til denne risiko i forhold til en person, der ønskedes udleveret til strafforfølgning i Ukraine. Højesteret udtalte, at det fremgik af ”en række rapporter mv. om fængselsforhold i Ukraine …, at det ukrainske fængselsvæsen har haft et langvarigt strukturelt problem med vedvarende overbelægning navnlig i arresthuse, at de krav, der følger af den ukrainske lovgivning om personligt areal, i mange institutioner ikke overholdes, at fængselsforholdene til tider udgør en alvorlig trussel mod de indsattes liv og helbred, og at den verserende krig mod Rusland væsentligt har forværret fængselsforholdene. Det fremgår imidlertid også af rapporterne, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet”. På baggrund af de konkrete garantier, som de ukrainske myndigheder havde udstedt over for de danske myndigheder i den pågældende sag, og den lovgivning, som i november 2023 var blevet indført vedrørende afsoningsforholdene for udleverede personer – men som altså efter det oplyste ikke gælder generelt for strafafsonere eller for personer, der udsendes til Ukraine efter at være blevet udvist eller fået afslag på opholdstilladelse – fandt Højesteret, at der ”på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine” ikke var reel risiko for, at den pågældende ved udlevering til strafforfølgning ville blive udsat for forhold i strid med konventionens artikel 3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 13. november 2025 i sag nr. 7937/24 m.fl. fundet, at en række personer havde været frihedsberøvet under forhold, der udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 3, bl.a. i perioden fra december 2024 til marts 2025. Dommen er afsagt af en komite (Committee) på tre dommere, jf. konventionens artikel 26, stk. 1, jf. artikel 28, stk. 1, litra b, om materielle afgørelser i sager vedrørende ”well-established case-law of the Court”. Den seneste rapport i de foreliggende baggrundsoplysninger, der i nærmere detaljer redegør for forholdene for varetægtsarrestanter og strafafsonere i Ukraine er Udlændingestyrelsens rapport fra december 2024 med titlen ”Ukraine Prisons conditions, 2024 update”. På baggrund af oplysningerne om, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet, finder Flygtningenævnet efter det oplyste om ansøgerens individuelle forhold ikke, at en afsoning i de ukrainske fængsler vil være i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er sund og rask. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Ukraine, herunder i ansøgerens hjemområde Rivne Oblast, har ikke en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har henset til det foreliggende baggrundsmateriale herunder ACLDs konfliktkort senest opdateret juli 2026. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2026/20/mskb
