Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er ukrainer fra [by A], Zakarpattia Oblast, Ukraine og [etnicitet]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Ukraine, samt at blive sendt til fronten og slået ihjel i kamp. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at han vil være særligt egnet til militærtjeneste, da han har teknisk viden. Ansøgeren har tillige som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine og til antisemitisme. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for at blive rekrutteret til militæret, henset til den krigssituation, som Ukraine aktuelt befinder sig i. Nævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren ikke har modtaget en mobiliseringsordre, da den aldrig blev afleveret personligt til ham, hvilket stemmer overens med, at ansøgeren ikke i perioden efter 2014 og frem til sin legale udrejse har haft problemer med myndighederne. Ansøgeren kender ikke til appen Rezerv+, og han ved derfor ikke, om han skulle være indkaldt elektronisk til militærkommissariatet med henblik på eventuel mobilisering. Af tilgængelige baggrundsoplysninger fremgår det, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker den 24. februar 2022 indledte en invasion af Ukraine. Det fremgår videre, at implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligten til mobilisering. Risikoen for, at ansøgeren bliver indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine, herunder frygt for at blive dræbt under kamphandling, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Heller ikke risikoen for at blive pålagt straf som følge af unddragelse, nægtelse eller desertering fra militærtjeneste kan i sig selv anses for forfølgelsesgrunde som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der lægges herved vægt på, at det tilkommer de ukrainske myndigheder at lovgive om reglerne for militærtjeneste for egne borgere samt at sanktionere i tilfælde af unddragelse fra militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan strafferammen for unddragelse og desertering efter ukrainsk straffelov ikke anses som uforholdsmæssig eller åbenbar uforenelig med dansk retsopfattelse. Det forhold, at afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er vanskelige, kan efter Flygtningenævnets praksis ikke føre til, at ansøgeren meddeles beskyttelsesstatus i Danmark, da disse afsoningsforhold ikke er af en sådan karakter, som i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Afsoningsforholdene er beskrevet i to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning i Ukraine efter blandet andet indhentede garantier fra de ukrainske myndigheder (sag 2/2025 og sag 3/2025). I den ene kendelse fandt Højesteret på baggrund af karakteren og indholdet af de afgivne garantier sammenholdt med den pågældendes individuelle forhold, at der - på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine - ikke var en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3. I den anden sag afviste Højesteret udlevering, da sagen angik en person, der tilhørte en særligt udsat gruppe. Et flertal i Flygtningenævnets koordinationsudvalg har den 13. november 2025 udtalt, at de to kendelser fra Højesteret ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer fængselsstraf, også er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, herunder en militærnægter, ikke alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Koordinationsudvalgets flertal har i den forbindelse henvist til det anførte i Højesterets kendelser om, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet, hvilke oplysninger tillige er understøttet af Flygtningenævnets baggrundsmateriale. Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt - at de to kendelser afsagt af Højesteret den 20. juni 2025 vedrørende udlevering til strafforfølgning til Ukraine ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine måtte risikere fængselsstraf, er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, der har nægtet eller måtte påtænke at nægte at udføre militær tjeneste, alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder - i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse og i overensstemmelse med Flygtningenævnets hidtidige praksis i øvrigt – at Flygtningenævnet fortsat skal foretage en nærmere vurdering af ansøgerens reelle risiko for at blive udsat for fængselsstraf ved en tilbagevenden til Ukraine og af den forventede varighed af og rammerne for varetægtsfængsling og afsoningen af en sådan fængselsstraf, herunder i lyset af ansøgerens individuelle forhold. Ansøgeren har forklaret, at han har aftjent militærtjeneste tilbage i 1988 til 1990. Han har ikke efterfølgende modtaget indkaldelser til militærtjeneste forud for sin udrejse af Ukraine i 2022. Efter de foreliggende oplysninger har ansøgeren ikke sådanne individuelle forhold, herunder helbredsmæssige problemer, som kan begrunde, at han vil være i en særlig sårbar situation i forbindelse med en afsoning i et ukrainsk fængsel. Som følge heraf har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Der er heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 som følge af, at han er [etnicitet], da han i Ukraine ikke har oplevet asylbegrundende forfølgelse som følge heraf. Ansøgeren har således ikke oplyst om konkrete konflikter ud over, at han for 12 år siden blev råbt ad under en demonstration, og at han foran den lokale synagoge er blevet kaldt ukvemsord. En konflikt med en ungarsk ven, der var beruset og som tog kvælertag på ansøgeren, kan ikke ændre herpå. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren frygter, at antisemitisme vil tage til i Ukraine. I forhold til de generelle forhold i ansøgerens hjemområde, Zakarpattia Oblast, finder Flygtningenævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Der er herved henset til det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelsen af [vinteren 2025/2026] sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger, herunder opdaterede oplysninger fra Udlændingestyrelsen om de generelle sikkerhedsforhold i Ukraine, februar 2026, hvoraf det fremgår, at sikkerhedssituationen i ansøgerens hjemområde på nuværende tidspunkt er præget af en lav eller meget lav grad af generel voldsudøvelse og ustabilitet. Endelig er det forhold, at ansøgeren er alene og ikke kan finde et job, socioøkonomiske, der ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ukra/2026/18
