ugan202618

Nævnet meddelte i august 2026 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2023. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Uganda. Ansøgeren har oplyst, at hun i Uganda har været medlem af [en forening], der bl.a. støttede LGBT-personer, og at hun i Danmark har deltaget i [LGBT-relaterede arrangementer]. Ansøgeren har ikke herudover været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er homoseksuel, og at hun som følge heraf frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer eller at blive fængslet, hvis hun vender tilbage til Uganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv bl.a. henvist til, at hun gentagne gange er blevet truet, herunder truet på livet, af familiemedlemmer, at hun var tilbageholdt af politiet i [en periode] og løsladt mod kaution og mod overholdelse af [en meldepligt], som ansøgeren dog alene overholdt én gang, og at det i Uganda er ulovligt at være homoseksuel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder hendes forklaring om, at hun er homoseksuel. Ansøgeren har således i al væsentlighed forklaret konsistent under de tre samtaler med Udlændingestyrelsen [i april 2025], [i juli 2025] og [i november 2025] og under mødet i Flygtningenævnet. Ansøgerens forklaringer har endvidere været detaljerede, og ansøgerens forklaring under mødet i nævnet har fremstået troværdig og som havende baggrund i egne oplevelser. Desuden har ansøgeren i forklaringerne på adækvat vis gjort rede for sine refleksioner over sine personlige forhold, herunder sin seksualitet, og sine følelser for bl.a. sin tidligere kæreste, [navn], og sin nuværende kæreste, [navn]. Flygtningenævnet er således ikke enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaringer om sin seksualitet er udetaljerede, overfladiske og ureflekterede. Nævnet bemærker i den forbindelse, at omfanget og karakteren af en persons refleksioner over bl.a. egen seksualitet og kærlighedsrelationer til andre personer er afhængig af bl.a. de kulturelle, sproglige og kognitive forskelle, der nødvendigvis må være mellem forskellige individer, og refleksionerne må derfor altid vurderes ud fra den enkeltes konkrete forudsætninger for refleksion og evner til sprogligt at videreformidle disse. Herefter, og når der endvidere henses til baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2026/18/ysn