Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Hasakah-provinsen, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til de arabiske eller kurdiske militære styrker, eller at blive bortført heraf, såfremt hun nægter at lade sig rekruttere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun kort forinden sin udrejse af Syrien blev indkaldt til militæret, idet to soldater opsøgte ansøgerens families bopæl og sagde til hendes familie, at ansøgeren skulle i militæret, og at de ellers ville bortføre hende. Videre har ansøgeren anført, at der er en familiekonflikt mellem hendes fars familie og ansøgerens mor, som er eskaleret efter ansøgerens indrejse i Danmark, og som har resulteret i, at ansøgerens far har slået ansøgerens mor. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvad konflikten konkret beror på, men hun ved, at ansøgerens fars familie i lang tid ikke har kunnet lide ansøgerens mor. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at hendes far vil udsætte ansøgeren for vold, hvis hun forsvarer sin mor. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter krigen og de generelle forhold i Syrien, herunder i særdeleshed forholdene for kurdere, der ikke har nogen stat og ikke nogen rettigheder. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren fremtræder med den fornøden modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at hun forstår spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far og mor blev opsøgt af to militærfolk på deres bopæl med henblik på rekruttering - men ikke tvangsrekruttering - af mindreårige fra bopælen, hvor der var dels ansøgeren på [13-16] år og dels to yngre [søskende]. Nævnet finder ikke, at denne opsøgning er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at familien alene er opsøgt én gang, og at familien ikke efterfølgende er blevet opsøgt heller ikke i relation til ansøgerens yngre [søskende], der nu er [11-14] år. Der er endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne herunder EUAA Syria: Country Focus, Country of Origin Information Report July 2026, hvoraf det fremgår, at der den 30. januar 2026 blev indgået en våbenhvile og integrationsaftale mellem den syriske regering og SDF, hvilket blandt andet betød, at de to parter ville operere i fællesskab i det nordøstlige Syrien. Af samme rapport fremgår tillige, at der tidligere har været hvervet børnesoldater, men at der ikke er oplysninger om, at der sket en hvervning siden januar 2026. Af rapporten fremgår følgende: “2.5. Individuals fearing forced or child recruitment by Kurdish-led forces 2.5.1. Developments regarding military service in DAANES The conscription under the Law on Mandatory Self-Defence Duty has ceased in practice since late January 2026. According to Wladimir van Wilgenburg, a journalist and analyst specialised in Kurdish affairs, conscription under the Law on Mandatory Self-Defence Duty had, in practice, ceased following the clashes of January 2026, although no official announcement abolishing conscription has been made. In the Arab-majority areas that came under transitional government control after the SDF’s territorial losses in January 2026, conscription reportedly ceased altogether. In other areas where the SDF remained present but no longer exercised full control, such as Hasaka and Kobane, there were likewise no reports of ongoing conscription under the Law on Mandatory Self-Defence Duty. SNHR noted that the integration agreement signed on 30 January 2026 did not alter the legal status of the Mandatory Self-Defense Duty. However, in practice, the ‘self-defence duty’ became unenforceable in Raqqa and Deir Ez-Zor governorates following their transfer to transitional government control. After January 2026 no recruitment campaigns for the ‘self-defence duty’ have been reported. UNHCR assessed that following loss of territory and operating under state control, ‘the SDF should no longer be in a position to continue the forced recruitment practices previously reported in those areas.” Ansøgerens mere generelt begrundede frygt for at blive udsat for kidnapning mv. ved en tilbagevenden til Syrien kan heller ikke anses for asylbegrundende, da denne frygt fremstår ukonkret og ikke underbygget også set i lyset af, at hun ikke er blevet udsat for tvangshvervning til YPG/YPJ. I forhold til familiekonflikten kan nævnet lægge til grund, at ansøgerens forældre har en konflikt, og at faren har slået moren en gang, men nævnet kan ikke lægge til grund, at denne konflikt medfører risiko for asylbegrundede overgreb for ansøgeren. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ofte er blevet udsat for vold fra sin fars side, da ansøgeren har forklaret udbyggende herom. Ansøgeren har således under sin første samtale med Udlændingestyrelsen ikke oplyst at have været udsat for vold, mens hun til sin advokat har oplyst ofte at have været udsat for vold fra farens side. Uanset ansøgeren er blevet udsat for en hårdhændet behandling finder nævnet ikke, at denne har en karakter eller intensitet, at det er asylbegrundende. Det er heller ikke asylbegrundende, at [privat forhold]. Nævnet har herved lagt vægt på, at [privat forhold] ikke er nærmere beskrevet, og at ansøgeren ikke har oplyst herom til sin familie eller andre. I forhold til at være en kvinde bemærker nævnet, at selvom forholdene for kvinder i Syrien, herunder særligt enlige kvinder, efter baggrundsoplysningerne og praksis fra Flygtningenævnet er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene uden videre kan anses for asylbegrundende, og at der således også skal foreligge andre relevante individuelle risikofaktorer, der sandsynliggør et behov for international beskyttelse i Danmark. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun har sine forældre, søskende og andre nære slægtninge bosat i Syrien, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien derfor ikke kan anses for at være uden et familiemæssigt netværk, der kan bistå hende. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at bære tørklæde, kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke i Syrien er blevet tvunget til at bære tørklæde. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af guidelines fra UNCHR vedrørende asylansøgere fra Syrien udgivet i maj 2026 blandt andet, at børn og kvinder er oplistet som en risikoprofil, hvilket forhold nævnet har medtaget i sin samlede vurdering. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, fordi hun er kurder. Efter baggrundsoplysninger er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl på dette grundlag. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den syriske præsident ved et dekret af 16. januar 2026 (dekret nr. 16/2026) formelt anerkendte kurdere som en oprindelig del af det syriske folk, sikrede kurderes kulturelle og sproglige rettigheder og ophævede tidligere diskriminerende foranstaltninger. Flygtningenævnet bemærker mere generelt, at der i lyset af regimeskiftet ikke ses at være tilstrækkeligt grundlag for i nævnets fremadrettede praksis vedrørende syriske statsborgere, herunder kurdere, at opretholde anvendelsen af det forsigtighedsprincip, der har været anvendt af nævnet siden 2019. Flygtningenævnet finder, at den generelle sikkerhedssituation i Syrien ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter asylreglerne. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på EUAAs rapport ”Country Guidance Syria” fra december 2025, side 71 ff., hvor det for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets bestemmelse om subsidiær beskyttelse – der i vidt omfang svarer til udlændingelovens § 7, stk. 3 – anføres, at ingen områder i Syrien har en ”exceptionally high level” (dvs. ”mere presence”) eller ”high level” af ”indiscriminate violence”, og at ”indiscriminate violence” alene forekommer ”not at a high level” i en række provinser, ligesom der i Damaskus er ”no real risk for a civilian to be personally affected by indiscriminate violence”. Der er således ikke grundlag for at antage, at der på nuværende tidspunkt i [by A] foreligger en generel situation som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 3, hvorefter enhver ved sin blotte tilstedeværelse i dette område vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af vilkårlig og udbredt vold i forbindelse med en væbnet konflikt. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne eller andre aktører som nævnt i udlændingelovens § 7. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen fra Udlændingestyrelsen” Syri/2026/13/CARA
